Reception på DI's tagtersse efter Green Energy Export Day 2025

13.05.26 DI Energi Nyheder

Tilmeldingen er åben: Green Energy Export Day 2026 samler energibranchens eksportører

Danske energivirksomheder navigerer i et globalt marked præget af stigende konkurrence, geopolitisk usikkerhed og accelererende grøn omstilling. Green Energy Export Day 2026 samler derfor energibranchen til en dag med fokus på internationale markedsmuligheder og eksportstrategier for dansk energiteknologi.

Årets program sætter fokus på markedsmuligheder inden for vindenergi, fjernvarme, bioenergi, energieffektivitet, elektrificering, energihandel, CCUS og grøn brint. Der vil der være workshops med fokus på en lang række hovedmarkeder – og særlige sessioner på bl.a. Tyskland, Storbritannien, Polen, Korea, Japan, Indien, Kenya og USA.

Energieksport i en ny geopolitisk virkelighed

Danske energivirksomheder opererer i et internationalt marked præget af geopolitiske og økonomiske forskydninger. Handelskonflikter, forsyningskriser, ændrede energipolitiske prioriteter og stigende konkurrence om kritiske teknologier påvirker mulighedsrummet for global eksport.

Green Energy Export Day 2026 samler derfor eksportører, eksperter samt danske energi- og handelsrådgivere for at dele markedsindsigter og erfaringer og for at drøfte eksportstrategier og identificere konkrete eksportmuligheder i centrale markeder.

Dansk energiteknologi er fortsat i høj kurs globalt

Danske energiløsninger er i høj kurs internationalt og bidrager til både energisikkerhed og grøn omstilling globalt. Ifølge analysen Eksport af energiteknologi og -services 2025, som DI Energi m.fl. har udgivet for nylig, udgjorde den samlede danske eksport 116,1 mia. kr. i 2025 – svarende til hele 10,3 pct. af Danmarks vareeksport.

Samtidig er flere centrale energiteknologier i vækst, herunder fjernvarme, bioenergi og energieffektivitet, mens vind fortsat udgør den største enkeltstående eksportkategori med 42 pct. af eksporten. Udviklingen understreger dermed, at efterspørgslen efter danske energiløsninger fortsat er robust, på trods af et mere usikkert internationalt marked.

Vil du være med?

Arrangementet er gratis men kræver tilmelding. Vi glæder os til at byde dig velkommen.

 

Hans Peter Slente

Hans Peter Slente

Fagleder for grøn energieksport

  • Direkte +45 3377 3722
  • Mobil +45 2949 4594
  • E-mail hps@di.dk

Relateret indhold