30.06.26 DI Energi Nyheder

EU-landene tager første skridt mod hurtigere udbygning af Europas elnet

Efter nervepirrende forhandlinger i Rådet det seneste halve år, vedtog EU's energiministre fredag den 26. juni 2026 Rådets position til EU-Kommissionens European Grids Package. Målet er at accelerere udbygningen af Europas elnet og skabe et mere sammenhængende og robust elnet på tværs af medlemslandene

Behovet er presserende. Det er ikke kun Danmark, der oplever flaskehalse i elnettet. Kapaciteten er under pres i hele Europa, og det hæmmer både vækst, konkurrenceevne og den grønne omstilling.  

For at imødekomme udviklingen vurderer Kommissionen, at der skal investeres omkring 584 mia. euro i modernisering og udbygning af Europas elnet frem mod 2030. Det kræver både markante investeringer og en grundlæggende modernisering af de rammer, der regulerer planlægning og udbygning af infrastrukturen. 

- Den grønne omstilling med mere vedvarende energi og øget elektrificering forudsætter, at vi sætter turbo på udbygningen af elnettet. Hurtigere tilladelsesprocesser og en bedre koordinering af netudbygningen – både nationalt og på tværs af landegrænser – er afgørende for, at elnettet kan understøtte den grønne omstilling, siger Troels Ranis, branchedirektør i DI Energi. 

To centrale initiativer 

European Grids Package bygger blandt andet på to centrale lovinitiativer: en revision af TEN-E-forordningen og et nyt tilladelsesdirektiv.

Revisionen af TEN-E-forordningen skal styrke den grænseoverskridende energiinfrastruktur gennem bedre fælles planlægning, hurtigere godkendelser af projekter af fælles europæisk interesse, øget fokus på forsyningssikkerhed samt nye rammer for finansiering.

- Det er en udvikling, som Dansk Industri (DI) bakker op om. DI arbejder blandt andet for, at netplanlægningen bliver mere gennemsigtig, koordineret og baseret på et tættere samspil mellem sektorer og lande, siger Troels Ranis.

Det nye tilladelsesdirektiv skal samtidig forkorte og forenkle godkendelsesprocesserne for udbygning af elnet, vedvarende energi, energilagring og ladeinfrastruktur. Hurtigere myndighedsbehandling er en afgørende forudsætning for, at elektrificeringen kan følge med virksomhedernes behov og den grønne omstilling. 

Et vigtigt skridt – men arbejdet fortsætter 

Med medlemslandenes fælles position er der taget et vigtigt skridt mod et stærkere europæisk elnet. Nu begynder forhandlingerne med Europa-Parlamentet og EU-Kommissionen om den endelige lovgivning. 

- Det er afgørende, at der hurtigt landes en ambitiøs og balanceret aftale. I Dansk Industri opfordrer vi til konstruktive forhandlinger mellem Rådet, Europa-Parlamentet og EU-Kommissionen, så vi får de nødvendige løsninger på plads – uden at ambitionerne udvandes. Europas virksomheder har brug for et elnet, der kan understøtte både konkurrenceevne og den grønne omstilling, slutter Troels Ranis.

Forhandlinger frem mod Rådets position

* På Rådsmødet den 16. marts meddelte Sveriges vicestatsminister og energi- og erhvervsminister Ebba Busch, som led i forhandlingerne om grids pakken, at hun ville indføre et totalt stop for nye udlandsforbindelser fra Sverige – også for en planlagt forbindelse mellem Sverige og Danmark. 

* I 11 time lykkedes det for det cypriotiske formandskab at samle Rådet om en fælles position den 26. juni - et vigtigt skridt for Europæisk konkurrenceevne.  

* I Europa-Parlamentet har den danske MEP Niels Fuglsang (S) været en central pennefører i udarbejdelsen af Europa-Parlamentets samlede position til permitting direktivet.  

* I skrivende stund forventes det, at Europa-Parlamentets udvalg for industri og energi vil vedtage deres position til permitting direktivet torsdag den 2. juli.  

* Derefter følger de såkaldte trilogforhandlinger efter sommer, hvor Rådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen skal søge at nå til enighed om den endelige udformning af den nye grids package.

Ane-Katrine Zink Sørensen

Ane-Katrine Zink Sørensen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3086
  • Mobil +45 2892 7442
  • E-mail akzs@di.dk

Relateret indhold