02.06.26 DI Energi Nyheder

Fra fladt forbrug til rekordår: Danmarks elforbrug i opadgående trend

Efter halvandet årtis fladt elforbrug er Danmark trådt ind i en ny vækstfase. 2025 blev første år nogensinde med et elforbrug over 40 TWh, mens januar og februar 2026 satte rekord efter rekord grundet kolde temperaturer og stigende elektrificering.

Det danske elforbrug har historisk været bemærkelsesværdigt stabilt og endda svagt faldende. I perioden 2010–2019 lå det årlige bruttoforbrug stort set fladt mellem 33–36 TWh med et gennemsnit omkring 34,7 TWh. Periodens højeste niveau blev registreret i 2011 med godt 36 TWh, mens det laveste niveau blev nået i 2014 med knap 33,5 TWh.

Bag den flade kurve lå to modsatrettede tendenser, der i store træk udlignede hinanden. På den ene side steg den økonomiske aktivitet, og husholdningerne tog flere elektriske apparater i brug. På den anden side reducerede markante energieffektiviseringer inden for blandt andet belysning, isolering, hvidevarer og mere energieffektiv industri elforbruget. Resultatet blev, at Danmark i halvandet årti voksede både økonomisk og demografisk, uden at det samlede elforbrug steg tilsvarende.

Den udvikling er nu definitivt brudt. Siden 2020 er elforbruget begyndt at stige markant, hvor årene efter 2023 udgør et strukturelt vendepunkt.

Perioden fra 2020 og frem

Siden 2020 har det danske elforbrug brudt den historiske stagnation. Hvor bruttoelforbruget i 2019 lå på 34,2 TWh,  nåede det i 2025 et rekordniveau på godt 40,4 TWh. Dermed oversteg det danske elforbrug for første gang siden målingernes begyndelse 40 TWh på årsbasis. Det svarer til en stigning på over 18 pct. på blot seks år, mens forbruget alene voksede med knap 6 pct. fra 2024 til 2025.

Udviklingen er forsat ind i 2026 med fornyet styrke. En usædvanlig kold vinter medførte er ekstraordinært høj i elforbrug i årets første måneder. I uge 1-9 lå det gennemsnitlige ugentlige forbrug på knap 990 GWh, svarende til ca. 29 pct. over gennemsnittet for de tilsvarende uger i de foregående år. Samtlige ni uger satte ny rekord for den pågældende uge, og i fem sammenhængende uger oversteg forbruget over 1.000 GWh. Med et forbrug på 1.056 GWh blev uge 6 den højeste forbrugsuge nogensinde målt i Danmark.

Selvom de rekordhøje niveauer delvist kan forklares af det kolde vintervejr, afspejler udviklingen også en mere grundlæggende strukturel omstilling. Der ligger nemlig en strukturel elektrificering af sektorer, der historisk har været drevet af fossile brændsler. Eksempler på dette er varmepumper i bygninger, eldrevne procesanlæg i industrien, og ikke mindst transportsektoren.

Transporten illustrerer udviklingen særligt tydeligt. Som det ses i tabellen nedenfor steg elforbruget i transportsektoren fra 1.455 TJ i 2010 til 1.889 TJ i 2020. Herefter er udviklingen accelereret kraftigt. I 2023 var forbruget vokset til 3.961 TJ, og i 2024 nåede det 5.106 TJ, svarende til en stigning på næsten 30 pct. på blot ét år. Udviklingen afspejler først og fremmest den hastige udbredelse af elbiler, men også elektrificering af busser, varebiler og dele af den tunge transport bidrager. Transportsektoren forventes derfor i de kommende år at blive en stadig vigtigere drivkraft bag væksten i det samlede danske elforbrug.

Elektrificering i transportsektoren

År

2010

2020

2023

2024

El (TJ)

1455

1889

3961

5106

Kilde: Energinet årlig energistatistik 2024

 

Kristian Nielsen

Kristian Nielsen

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3345
  • Mobil +45 5213 2375
  • E-mail krni@di.dk

Relateret indhold