Danmarks ambassadør i Indien, Rasmus Abildgaard Kristensen.

26.08.26 DI Energi Nyheder

Danmarks ambassadør i Indien: Forstå de lokales behov

Danske energivirksomheder skal forstå de lokale behov og tilbyde konkrete energiløsninger, der skaber værdi, ikke blot sælge teknologi, hvis de vil have succes på det indiske marked, mener Danmarks ambassadør i Indien, Rasmus Abildgaard Kristensen.

Green Energy Export Day, der er en årlig konference, som samler over 300 repræsentanter fra danske eksportvirksomheder, ambassader, erhvervsorganisationer og forsknings- og analysevirksomheder fandt sted den 24. august 2026 i Industriens Hus. Vi har stillet tre ambassadører spørgsmål om energisikkerhed, grøn omstilling og danske energiløsninger i de markeder, hvor de repræsenterer Danmark. Her er svar fra Danmarks ambassadør i Indien, Rasmus Abildgaard Kristensen.

Indien er en af verdens hurtigst voksende økonomier. Hvad betyder det for landets energibehov og energisikkerhed?

Indien har i en længere periode været – og forventes også fremover at være – en af verdens hurtigst voksende store økonomier. Den økonomiske vækst betyder samtidig, at landets energibehov stiger markant. Energisikkerhed og adgang til energi til en overkommelig pris er derfor ikke nye udfordringer for Indien. Men konflikten i Mellemøsten har gjort situationen endnu mere presserende. For Indien har konflikten først og fremmest udviklet sig til en gaskrise. Landet har et større behov for naturgas end nogensinde, blandt andet fordi millioner af indiske husholdninger i de senere år er gået fra madlavning med brænde og anden biomasse til gas. Den udvikling har øget efterspørgslen efter gas og samtidig gjort Indien mere sårbart over for forstyrrelser i den globale gasforsyning.

Indien udbygger vedvarende energi i et enormt tempo. Hvad driver den udvikling, og hvordan kan den være med til at løse landets udfordringer med energisikkerhed og stigende energibehov?

På kort sigt har Indien fokus på at håndtere afhængigheden af importerede fossile brændsler, blandt andet ved at øge energilagringen. Men den helt store gamechanger er den massive udbygning af vedvarende energi. Indien har i flere år været blandt verdens førende lande, når det gælder udbygning af vedvarende energi – kun overgået af Kina. Udbygningen går meget hurtigt. I dag har Indien mere end 300 GW installeret kapacitet inden for ren energi, og der bliver hvert år føjet betydelige mængder ny kapacitet til. Et godt eksempel er et stort vedvarende energiprojekt i Gujarat, som jeg for nylig havde mulighed for at besøge. Projektet dækker et område, der er omkring fem gange så stort som Paris, og kombinerer solceller, vindmøller og storskala batterilagring. Samlet har anlægget en kapacitet på omkring 30 GW, heraf 4 GW batterier. Og det er blot ét af mange tilsvarende projekter, der skyder op over hele Indien.

Hvad driver Indiens massive udbygning af vedvarende energi?

Den massive satsning på vedvarende energi hænger blandt andet sammen med, at Indien ikke selv har tilstrækkelige mængder fossile brændsler til at dække sit voksende energibehov. Fossile brændsler skal derfor i høj grad importeres, hvilket gør vedvarende energi til et oplagt alternativ – især solenergi, men også vind og andre teknologier, der kan skaleres hurtigt. Indiens enorme udbygning har samtidig en vigtig effekt: Når teknologierne skaleres op i så stort et omfang, falder omkostningerne. Det har blandt andet været med til at gøre solenergi i Indien meget konkurrencedygtig.

Når Indien selv kan udbygge vedvarende energi i så stor en skala, hvor kan danske virksomheder så gøre en forskel?

Hovedbudskabet er, at mulighederne for danske virksomheder i Indien ikke nødvendigvis ligger i selve produktionen af vedvarende energi. Det marked er svært at konkurrere på, fordi skalaen i Indien er enorm, og landet allerede har opbygget en massiv kapacitet inden for blandt andet sol og vind. Derimod ligger der store muligheder i det økosystem, der skal få energisystemet til at fungere effektivt og fleksibelt. Her har danske virksomheder en række stærke kompetencer. Det gælder blandt andet energilagring og fleksibilitet, waste-to-energy, herunder energiudnyttelse fra spildevandsanlæg, samt løsninger i krydsfeltet mellem vand og energi. Derudover er industriel energieffektivisering, grøn brint, biogas og digital energistyring områder, hvor danske virksomheder har stærke kompetencer og gode muligheder for at positionere sig på det indiske marked.

Hvad skal danske virksomheder være opmærksomme på, hvis de vil have succes på det indiske energimarked?

Det er vigtigt, at danske virksomheder ikke kommer til Indien med ambitionen om blot at sælge en bestemt teknologi. De skal i stedet tilbyde en samlet løsning på et konkret problem og tydeliggøre den værdi, løsningen skaber for kunden. Det handler med andre ord om at forstå de lokale behov og udvikle en klar værdiproposition, der tager udgangspunkt i at løse en konkret udfordring frem for blot at sælge et bestemt produkt eller en bestemt teknologi.

 

Green Energy Export Day 2026

Green Energy Export Day er DI Energis årlige eksportarrangement, hvor aktører i energibranchen mødes for at få indsigt i internationale markeder og eksportmuligheder for dansk energiteknologi. Arrangementet har fokus på, hvordan danske virksomheder kan omsætte den grønne omstilling til eksport, vækst og internationale partnerskaber.
 
Green Energy Export Day 2026 var et samarbejde mellem DI Energi, Udenrigsministeriet, Green Power Denmark, DBDH, Dansk Erhverv, Energistyrelsen, SYNERGI og State of Green Denmark.

Fra venstre;
Jakob Henningsen, Ambassador, Danish embassy in Warzaw
Vanessa Vega Saenz, Ambassador, Danish embassy in Mexico City
Rasmus Abildgaard Kristensen, Ambassador, Danish embassy in New Delhi

Hans Peter Slente

Hans Peter Slente

Fagleder for grøn energieksport

  • Direkte +45 3377 3722
  • Mobil +45 2949 4594
  • E-mail hps@di.dk

Relateret indhold