11.08.26 DI Energi Nyheder

DI: Prioritering af netadgang kan ikke stå alene

Dansk Industri har afgivet høringssvar til lovforslaget om prioritering af netadgang. DI bakker op om, at der etableres en model for prioritering, så det igen bliver muligt at indgå nye aftaler om nettilslutning. DI understreger dog, at prioritering alene ikke løser de grundlæggende udfordringer i elnettet.

En massiv udbygning af elnettet og en mere effektiv udnyttelse af den eksisterende kapacitet er efter DI’s vurdering de afgørende byggesten.

Derfor foreslår DI, at der fremsættes et lovforslag om en energiinfrastrukturplan frem mod 2035, som kan vedtages inden udgangen af 2026. Samtidig peger DI på behovet for en række væsentlige justeringer af det fremsatte lovforslag.

Formålet bør være at sikre større forudsigelighed, retssikkerhed og investeringssikkerhed for virksomheder, der har behov for nettilslutning. Her vurderer DI blandt andet, at de foreslåede kategorier og kriterier for prioritering ikke er tilstrækkeligt klart definerede.

Det kan skabe usikkerhed om, hvilke projekter der prioriteres, og på hvilket grundlag. DI er desuden kritisk over for, at vurderingen af et projekts netvenlighed i vidt omfang overlades til de kollektive elforsyningsvirksomheders skøn.

Derudover advarer DI mod, at samplacerede projekter med energilagring, vedvarende energiproduktion eller fleksibelt elforbrug risikerer at blive nedprioriteret. Det er problematisk, fordi disse løsninger netop kan bidrage til at aflaste og udnytte elnettet bedre.

Endelig finder DI det betænkeligt, at lovforslaget åbner mulighed for at afvise anmodninger om nettilslutning, før alle realistiske alternativer er undersøgt. Efter DI’s opfattelse bør afvisning være en sidste udvej, når mulighederne for eksempelvis fleksibilitet, samplacering og andre netoptimerende løsninger er afsøgt.

Ane-Katrine Zink Sørensen

Ane-Katrine Zink Sørensen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3086
  • Mobil +45 2892 7442
  • E-mail akzs@di.dk

Relateret indhold