Danske grønne løsninger vises frem til verdens største klimauge, Climate Week NYC
New York City danner den 20. - 27. september 2026 ramme om verdens største klimauge, Climate Week NYC, der samler både beslutningstagere, erhvervslivet og NGO'er. DI Energi er med igen i år som repræsentant for det danske grønne erhvervsliv.
Fra den 20. - 27. september 2026 vil New York City være vært for verdens største klimauge, Climate Week NYC 2025 – en platform, hvor stats- og regeringschefer, erhvervsledere og civilorganisationer mødes og diskuterer nogle af tidens største udfordringer relateret til energi, klima og grøn omstilling.
DI Energi vil være til stede i 'The Big Apple' og deltage i klimaugen som samlende repræsentant for dansk grønt erhvervsliv.
"Climate Week NYC er en vigtig international platform for dansk erhvervsliv, hvor vi kan sætte fokus på de løsninger og den ekspertise, som Danmark har at tilbyde i den globale grønne omstilling. En stærk dansk tilstedeværelse giver os mulighed for at engagere os i de globale samtaler, skabe nye forbindelser og understrege, hvordan danske virksomheder kan bidrage til at løse nogle af de mange udfordringer, verden står over for, da grøn omstilling ikke længere kan stå alene, men samtidig er et spørgsmål om sikkerhed og konkurrencekraft," udtaler Troels Ranis, branchedirektør i DI Energi.
Danske løsninger på globale energiudfordringer
Udover at Climate Week NYC sætter scenen for at drøfte de mest kritiske emner i målet om grøn omstilling, er ugen også et unikt udstillingsvindue for danske virksomheder, hvor de kan vise deres know-how og teknologi – samt hvordan deres løsninger og services kan tilpasses og anvendes på det globale marked, med fokus på at skræddersy en løsning til et land, stat, by eller en virksomheds specifikke behov.
For udfordringerne på energiområdet går på tværs af landegrænser. Særligt elektrificering og det stigende behov for elektricitet til bl.a. datacentre fylder på den internationale dagsorden.
”I Danmark mærker vi allerede konsekvenserne af den stigende elektrificering, blandt andet gennem et øget pres på elnettet og behovet for mere kapacitet. Det stiller krav til, hvordan vi udbygger elnettet, sikrer tilstrækkelig kapacitet og udnytter den eksisterende infrastruktur bedst muligt", siger Troels Ranis.
Det er udfordringer, som også fylder internationalt, og hvor danske virksomheder både kan bringe erfaringen og løsninger i spil og samtidig hente ny viden og inspiration med hjem
USA er største aftager af dansk grøn teknologi
Selvom Donald Trumps præsidentperiode næppe forbindes med en ambitiøs klimapolitik – blandt andet efter USA’s udtræden af Parisaftalen og tilbagerulningen af Biden-administrationens mål om et klimaneutralt USA i 2050 – indtager USA nu førstepladsen som aftager af dansk grøn teknologi.
Fra 2024 til 2025 steg den danske eksport af energiteknologi til USA med 40 pct. fra ca. 10 mia. kr. til 14 mia. kr. Samtidig faldt eksporten til Tyskland, som tidligere var det største eksportmarked, med 16,1 pct. fra 15,1 mia. kr. til 12,7 mia. kr. USA overhaler dermed Tyskland og bliver det største marked for dansk eksport af energiteknologi.
Det viser en rapport udarbejdet af Dansk Industri i samarbejde med en række aktører i energibranchen.
Læs rapporten her: Havvind i Danmark frem mod 2050
"At USA indtager førstepladsen som største eksportmarked af dansk grøn teknologi understreger, at vi ikke skal løsrive os fra USA. Vi skal derimod styrke de gensidige afhængigheder og indgå gode handelsaftaler, som skaber stabile rammer for danske virksomheder og sikrer et stærkt samarbejde på tværs af Atlanten", slutter Troels Ranis.
DI i USA
Climate Week NYC
Climate Week NYC er den største årlige begivenhed inden for klima- og energiområdet og tiltrækker i år omkring 600 arrangementer og aktiviteter på tværs af New York City. Climate Week NYC arrangeres af Climate Group i samarbejde med FN’s Generalforsamling og har som mål at accelerere den grønne omstilling globalt. Ugen samler stats- og regeringschefer, erhvervsledere og NGO’er fra hele verden for at diskutere relevante internationale udfordringer, ikke mindst klimaet.