Havvind 2050 Partnerskabet & klima,- energi- og forsyningsminister Samira Nawa

09.09.26 • DI Energi • Nyheder

Klima-, energi- og forsyningsminister: Havvind er en investering i Europas frihed

Skal havvind for alvor styrke Europas energisikkerhed, konkurrenceevne og grønne omstilling, kræver det både flere investeringer og tættere samarbejde på tværs af landegrænser. Det var budskabet fra klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa, da hun på konferencen 'Havvind i Danmark frem mod 2050' modtog rapporten af samme navn som Havvind 2050 Partnerskabet står bag.

Danmark skal bruge havvind til at styrke både energiforsyningen, konkurrenceevnen, den grønne omstilling og ikke mindst sikre Europas frihed. Det var hovedbudskabet fra klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa, da hun talte på konferencen Havvind i Danmark frem mod 2050, hvor hun modtog rapporten af samme navn som Havvind 2050 Partnerskabet står bag. 

Ifølge ministeren handler den grønne omstilling om langt mere end klima. Det handler i høj grad om frihed, sikkerhed og Europas evne til at stå på egne ben i en verden præget af geopolitiske spændinger. ”Det kræver, at vi gør op med afhængigheden af fossile brændsler," lød budskabet fra talerstolen. 

Udbygningen af havvind kan spille en helt central rolle, og kan være med til at drive priserne ned, mener DI Energis direktør, Troels Ranis. 

"Vi står i en situation, hvor Europa er ved at miste sin globale konkurrencekraft – og Danmark er desværre en del af den udvikling. Hvis vores virksomheder fortsat skal betale markant mere for energi end deres konkurrenter i USA og Asien, risikerer vi at bevæge os ad en afviklingskurs frem for en vækstkurs", siger Troels Ranis

Havvind skal styrke Europas energiuafhængighed 

Samira Nawa pegede også på havvind som en af de vigtigste byggesten i et grønnere og mere selvstændigt Europa. En massiv udbygning af havvind kan mindske Europas afhængighed af energi fra Rusland, Mellemøsten og USA og samtidig skabe vækst og arbejdspladser. 

Ministeren understregede, at målet om markant mere havvind i Europa frem mod 2050 kun kan nås gennem tæt samarbejde mellem myndigheder, investorer, energiforbrugere, producenter og miljøorganisationer. 

"De kommende havvindmølleparker Nordsøen Midt og Hesselø er begge et vigtigt skridt for Danmark. De to projekter vil tilføre ny storstilet havvindkapacitet og viser, at Danmark fortsat kan skabe attraktive rammer for store investeringer – selv i en tid præget af økonomisk usikkerhed og hård international konkurrence", lød det fra ministeren. 

Det er et budskab, som vi kun kan være enige i i DI Energi, men de nye projekter er kun begyndelsen. For at nå de fælles europæiske ambitioner om 300 gigawatt havvind kræver det flere udbud og fortsat politisk fokus på at sikre stabile rammevilkår. 

Den nuværende model for udbud af havvind i Danmark, har markedet appetit på. Derfor mener vi også, at man burde fremrykke udbudsfristen for den tredje og sidste del af det milliardstore udbud og køre videre med samme udbudsmodel.  

"Vi har fat i den rigtige løsning her og nu. Men vi skal samtidig sikre, at vi kan justere kursen undervejs. Der er flere veje til at nå ambitionen om 40-80 GW i 2050, og det er derfor vi peger på flere udbygningsspor, der supplerer hinanden", påpeger Troels Ranis.  

Grøn omstilling er en investering i frihed 

Ministeren adresserede i sin tale samtidig kritikken af, at den grønne omstilling skulle være for dyr. 

Ifølge Samira Nawa vil de nye havvindprojekter koste staten mellem nul og lidt over 50 øre per kilowatt-time i op til 20 år. Det skal ses som en investering i samfundets frihed og sikkerhed, argumenterede hun. 

Budskabet var, at omkostningerne ved ikke at investere i grøn energi kan vise sig langt større. 

En central pointe i talen var, at Danmark ikke kan løfte opgaven alene. Samira Nawa pegede på aftalen om Energiø Bornholm som et eksempel på både de muligheder og udfordringer, der følger med internationale energiprojekter. Udbygningen af havvind kræver, at lande finder fælles løsninger på investeringer, infrastruktur og fordeling af gevinster. 

Ministeren gav samtidig udtryk for, at regeringen er klar til at drøfte nye samarbejder med blandt andre Tyskland for at fastholde tempoet i udbygningen. Skal Danmark og Europa realisere det store potentiale i havvind, kræver det langsigtede investeringer, stabile rammevilkår og et tæt samarbejde mellem politikere, virksomheder og investorer.  

Havvinden kan blive en motor for både vækst, energisikkerhed og den grønne omstilling frem mod 2050. 

"Havvind vil gøre vores energisystem langt mere robust i en urolig verden, hvor store udsving i råvare- og energipriser udfordrer vores konkurrenceevne. Vi skal ganske enkelt være langt bedre til at stå på egne ben og kunne håndtere mere selv", slutter Troels Ranis. 

Læs 'Havvind i Danmark frem mod 2050'

Klik her
Søren Mensal Kristensen

Søren Mensal Kristensen

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3289
  • Mobil +45 2910 0618
  • E-mail smek@di.dk

Relateret indhold