Siemens: AI-kompetencer er blevet en konkurrenceparameter
På DI Topmødet var kunstig intelligens et centralt tema. Hos Siemens er fokus nu på den opgave, der afgør værdien: at gøre medarbejdere og ledere i stand til at omsætte AI til konkrete resultater.
På årets DI Topmøde var kunstig intelligens et gennemgående tema. Diskussionen handlede ikke længere om, hvorvidt virksomheder skal bruge AI, men om hvordan teknologien omsættes til produktivitet, vækst og konkurrencekraft. Det er en udvikling, som Siemens allerede mærker i praksis.
Virksomheden investerer målrettet i at opbygge AI-kompetencer blandt både medarbejdere og ledere, fordi evnen til at bruge teknologien bliver afgørende for fremtidens forretning. Samtidig viser nye analyser fra DI, at virksomheder med en systematisk anvendelse af AI oplever markant større gevinster end virksomheder, der kun er i begyndelsen af rejsen.
Læs også: Erhvervslivet er begyndt at anvende AI – og gevinsterne vokser med brugen - DI
For Siemens er kunstig intelligens ikke et særskilt digitaliseringsprojekt. Det er en kernekompetence.
"Vi ser brugen af kunstig intelligens som en grundlæggende kompetence på fremtidens arbejdsplads. Derfor investerer vi bredt i opkvalificering gennem træning, AI Champions og praktisk anvendelse af værktøjer som SiemensGPT og agentic AI," siger Andreea Balasiu, Head of Business Unit, Siemens Danmark.
Opkvalificeringen handler ikke kun om at lære nye værktøjer at kende. Målet er at sikre, at medarbejdere og ledere forstår, hvordan teknologien skaber værdi i deres daglige arbejde.
For ledelsen er opgaven samtidig blevet større end blot at forstå teknologien.
"Ledernes vigtigste opgave er ikke nødvendigvis at være eksperter i AI. De skal kunne omsætte teknologien til forretningsværdi, skabe de rette rammer for anvendelsen og hjælpe organisationen med at arbejde på nye måder," siger Andreea Balasiu.
Læring skaber først værdi, når den kobles til virkeligheden
I Siemens er erfaringen klar: Den største effekt opstår, når AI træningen tager udgangspunkt i konkrete arbejdsopgaver.
Virksomheden arbejder derfor med tre spor. 1) Medarbejdere skal have en grundlæggende forståelse for AI. 2) De skal lære at anvende konkrete værktøjer som SiemensGPT og AI-agenter. 3) Og de skal udvikle egne anvendelsescases, så værdien kan dokumenteres og skaleres.
"Medarbejderne skal ikke bare lære at bruge nye værktøjer. De skal forstå, hvordan AI kan forbedre kvaliteten af deres arbejde, styrke beslutninger og frigøre tid til mere værdiskabende opgaver," siger Andreea Balasiu.
Det flugter med resultaterne fra DI's seneste AI-analyse. Her svarer mange virksomheder, at de største barrierer ikke handler om teknologien i sig selv, men om manglende indsigt i mulighederne og manglende kompetencer til at tage værktøjerne i brug. Samtidig oplever virksomheder med en høj grad af AI-anvendelse langt større gevinster i form af øget produktivitet, bedre kvalitet og lavere omkostninger.
Læs også: AI-virksomheder har øget både vækst og beskæftigelse - DI
Mennesker skaber værdien
På DI Topmødet var et af de centrale budskaber, at Europas konkurrencekraft i stigende grad afhænger af evnen til at anvende AI i praksis. Fokus flytter sig fra adgang til teknologi til evnen til at omsætte teknologien til resultater.
Netop her ser Siemens et vigtigt konkurrenceparameter.
"Kunstig intelligens skaber ikke værdi i sig selv. Værdien opstår, når mennesker ved, hvordan teknologien skal anvendes i praksis," siger Andreea Balasiu.
Siemens oplever allerede, at AI kan reducere tiden brugt på informationssøgning, dokumentation og analyse. Dermed får medarbejderne mere tid til innovation, problemløsning og kundedialog.
Men AI er ikke kun et internt værktøj. Det er også blevet en integreret del af de løsninger, som Siemens udvikler til kunderne.
Virksomheden arbejder blandt andet med windustrielle Foundational Models og AI-agenter, der kan hjælpe virksomheder med at optimere produktion, forudsige fejl og reducere uplanlagte stop.
"Kompetencerne er ikke kun afgørende for vores egen produktivitet. De er også en forudsætning for, at vi kan udvikle de løsninger, som vores kunder efterspørger i fremtiden," siger Andreea Balasiu.
Viden og samarbejde skal løfte flere virksomheder
Selvom teknologien udvikler sig hurtigt, mener Siemens, at virksomhederne ikke kan løfte opgaven alene.
Der er behov for lettere adgang til opkvalificering, klar vejledning om AI-regulering og stærke samarbejder mellem virksomheder, universiteter og GTS-institutter. Samtidig efterlyser Siemens flere eksempler på, hvordan AI kan skabe konkret værdi i virksomhedernes hverdag.
Her ser virksomheden også en vigtig rolle for DI.
"DI kan være en stærk platform for videndeling og erfaringsudveksling på tværs af brancher. Jo flere virksomheder der kan lære af hinandens erfaringer, desto hurtigere kan Danmark omsætte AI til vækst og konkurrencekraft," siger Andreea Balasiu.
For Siemens er konklusionen enkel: Kunstig intelligens handler ikke om at erstatte mennesker, men om at styrke dem.
"Den største værdi opstår, når teknologi og faglig ekspertise arbejder sammen om at løse konkrete udfordringer for kunder og samfund."
AI for Alle
DI’s AI-univers hjælper dig i gang, eller videre, med AI – og viser, hvordan du kan bruge det konkret i din virksomhed. Dyk ned i alt fra use-cases til konkrete vejledninger og juridiske skabeloner, her på siden