Arrangement

Hvordan vil du finansiere den grønne omstilling af din virksomhed?

DI Fødevarer og Vækstfonden inviterer til onlinemøde 10. marts kl. 09.00-10.00.

Stadig større krav om bæredygtig drift og produktion giver både muligheder og udfordringer, mens det pibler frem med de nye teknologier, der skal understøtte den grønne omstilling af fødevarebranchen. Men hvordan får du pengene til at række?

På mødet dykker Vækstfonden og DI Fødevarer ned i fødevaresektorens rolle i den grønne omstilling og udfordringerne med COVID-19, og kommer med både konkrete cases og bud på, hvordan begge dele kan finansieres.

Program

  • Velkomst v/DI Fødevarer
  • Udfordringer og muligheder fødevaresektoren v/DI Fødevarer
  • Intro til Vækstfonden

  • Breakout rooms
    • Finansieringsløsninger i den grønne omstilling
    • Finansieringsløsninger i lyset af COVID-19

Finansieringsløsninger i den grønne omstilling
Der påhviler fødevarebranchen et væsentligt ansvar i den grønne omstilling, som kan være svært at finde hoved og hale i. Særligt overblikket over finansieringsmuligheder kan være en stor mundfuld. Vækstfonden kan på forskellig vis deltage i en samlet finansieringsløsning, der netop tilgodeser virksomheder som ønsker at bruge produkterne til tiltag rettet mod at virksomhedens bæredygtighedsprofil, herunder bl.a. investeringer i nyt, grønnere materiel. Det vil Vækstfonden ligeledes udfolde og svare på konkrete spørgsmål omkring.

Understøttende finansiering som følge af Corona-restriktioner
Overordnet har fødevarebranchen klaret sig nogenlunde stabilt under Corona-pandemien, men især virksomheder, der leverer varer til bl.a. restauranter, storkøkkener og kantiner, har alligevel været mærkbart ramt. Det har Vækstfonden også noteret sig i løbet af 2020 og 2021, hvor de understøttet over 75 virksomheder inden for restauration og catering med COVID-19-finansieringer for mere end 200 mio. kr.

Vækstfondens mandat er at fungere som samarbejdspartner, der skaber langsigtede løsninger, der både fastholder appetitten hos pengeinstitutter og investorer, også i en svær periode. 

Om Vækstfonden
Vækstfonden er statens finansieringsfond, som arbejder for at styrke danske virksomheders adgang til risikovillig kapital, så de kan skabe ny innovation, vækst og arbejdspladser. I tætte partnerskaber med banker og private investorer fra ind- og udland finansierer Vækstfonden virksomheder i alle brancher over hele landet. Og fonden kan være med hele vejen – fra virksomhedens spæde start, gennem høj vækst, til rejsen ud på de globale markeder og børsnoteringer. Siden 1992 har Vækstfonden medfinansieret vækst i over 11.000 virksomheder for et samlet tilsagn på mere end 42 mia. kr.