DI Fødevarer

Hvorfor følge RSPO-principperne?

Palmeolie er udvundet fra frugten af oliepalmen (Elaeis Guineensis). Oliepalmetræer er oprindeligt fra Vestafrika, men vokser i dag i næsten alle områder omkring ækvator. Den største volumen af palmeolie kommer fra Indonesien og Malaysia, der står for 85% af verdens produktion.

Palmeolie er den mest populære vegetabilske olie
Palmeolie er en af de mest anvendte vegetabilske olier i verden. Det er en vigtig råvare i alt fra madlavningsolie og småkager til biodiesel og læbestift. Mere end hver tredje vare, vi finder i supermarkedet, vurderes at indeholde palmeolie.
 
 
Stigende efterspørgsel – men hvad med naturen?
Produktionen er steget markant de sidste 30 år. Øget efterspørgsel har betydet, at palmeolieplantagernes samlede areal er steget med 10 mia. hektar siden 1990. De største udvidelser er sket i Malaysia og Indonesien. 

Udviklingen har givet anledning til bekymring om konsekvenserne for naturressourcerne. 

Tab af regnskov og biodiversitet er blandt konsekvenserne af det stadigt stigende areal anvendt til palmeolieproduktion. Samtidig stilles spørgsmålstegn ved arbejdsforhold, frigivelse af drivhusgasser og brug af pesticider. For at sikre en bæredygtig udvikling er det vigtigt at opmuntre til brug af ansvarligt produceret palmeolie.


Væksten i dyrkning af i palmeolie stiller krav til, at palmeolien bliver en ansvarligt produceret afgrøde.
Kilde: taskforceduurzamepalmolie.nl

Køb ansvarlig produceret palmeolie 
Udfordringen er at sørge for, at udvidelsen og produktionen af palmeolie sker med respekt for mennesker og natur. Køber man palmeolie, der er produceret efter de principper og kriterier RSPO – Roundtable on Sustainable Palm Oil – har fastsat, sikrer man sig, at palmeolien er produceret på en miljømæssig og socialt ansvarlig måde.

Kriterier for certificering af bæredygtig palmeolie

Principperne for RSPO’s certificering er blandt andet:

  • Man må ikke rydde primære (urørte) skovområder, der er rige på biodiversitet (f.eks. truede arter), skrøbelige økosystemer og områder, som er fundamentale for at møde basale eller traditionelle kulturelle behov i lokalsamfundet (områder med høj bevaringsværdi). 
  • Signifikant reduceret forbrug af pesticider, stop for skovafbrænding. 
  • Sikring af arbejdstagerrettigheder i henhold til lokale og internationale regler, samt information til og inddragelse af lokalsamfundene. Alt dette skal ske, før der bliver plantet nye plantager.
  • RSPO støtter småbrug og tilskynder yderligere økonomisk udvikling ved at satse på højere udbytte og mindre brug af herbicider og pesticider. 
  • Et af principperne i RSPO er, at nationale og lokale bestemmelser skal opfyldes. Som et resultat, garanterer den bæredygtige palmeolie også en juridisk overholdelse af lovgivningen i produktionslandet. 
  • Free Prior Informed Consent (FPIC) står for en valgfri inkluderende forhandling mellem virksomheder og lokalsamfund, når der etableres nye palmeolieplantager. 

Læs mere om principperne bag RSPO-certificering på RSPO's egen hjemmeside 

Boykot er ikke en løsning
Forbruget af palmeolie på verdensplan har i nogle tilfælde bidraget til øget skovrydning, forurening af miljøet og socioøkonomiske problemer for de lokale indbyggere. 

Erstatning af palmeolie med andre vegetabilske fedttyper kan dog ikke løse problemet, da det også kan få både sociale og økonomiske konsekvenser.

Oliepalmer giver et højt udbytte; en hektar oliepalme giver et gennemsnit på 3,7 tons olie om året. I forhold til andre vegetabilske spiselige olier er udbyttet pr. hektar det højeste. Det ville derfor kræve fire til ti gange større dyrkningsområder at skifte afgrøder og dermed, at endnu større områder af regnskovene ville blive konverteret til dyrkbar jord. 

Indonesien og Malaysia står for 85% af den samlede palmeolieproduktion. Olien produceres både på plantager og små familiebrug. I Malaysia alene er 4,5 mio. mennesker beskæftiget i palmeoliesektoren. Et stop for fremstilling af palmeolie vil således have alvorlige økonomiske konsekvenser for millioner af mennesker i udviklingslandene. Ambitiøs målsætning understøtter ansvarlig produktion.

Godt 20% af verdens samlede palmeolie produktion var i 2015 RSPO-certificeret. 


En hektar palmeolie leverer i gennemsnit 3,7 ton olie pr. år.
Kilde: taskforceduurzamepalmolie.nl

DI Fødevarers tidligere initiativ ’Erhvervsinitiativ for bæredygtig palmeolie’ havde som målsætning, at al palmeolie, anvendt som deklareret ingrediens, i den danske fødevareindustri ved udgangen af 2018 skulle være 100 pct. RSPO-certificeret. Projektet blev afsluttet i 2018, og DI Fødevarer bakker nu op om DIEH's initiativ for et tværgående palmeoliepartnerskab. Læs mere her.

DI's Erhvervsinitiativ vedrørende bæredygtigt palmeolie

Europæiske initiativer for bæredygtig palmeolie

Louise Bünemann

Louise Bünemann

Fagleder for EU miljøpolitik

  • Direkte +45 3377 3024
  • Mobil +45 4070 6911
  • E-mail lobu@di.dk

Relateret indhold