Fødevareberedskab

Strategisk fødevareberedskab skal sikre mad på bordet i krisetider.

Danmark producerer i øjeblikket så mange fødevarer, at vi kan brødføde vores befolkning tre gange. Så umiddelbart har vi har mad nok, men det må ikke blive en sovepude.

Strømsvigt, cyberangreb eller forsyningsafbrydelser kan lamme produktionen. Fødevareberedskab kræver derfor strategisk tænkning om, hvordan vi sikrer, at der fortsat er adgang til fødevarer i krisetider.

Konkrete planer for sikker fødevareforsyning

Tre initiativer kan bidrage til, at danskerne har mad på bordet under kriser:

  • Strategisk lagring
  • Hurtig produktionsomlægning
  • Fleksibel regulering

Strategisk beredskabslagring betyder, at der altid er fødevarer at trække på ved forsyningssvigt. Det kan ske gennem strategiske aftaler, der forpligter virksomheder til at holde bestemte lagerniveauer som en del af deres normale drift. Det skal naturligvis være nøje udvalgte produkter, hvor lageropbygning giver mening. Danske møller kan eksempelvis sikre adgang til brødkorn, brødmix og havregryn. Det kan desuden være relevant at undersøge beredskabslagring af udvalgte langtidsholdbare produkter, emballeret drikkevand, kunstgødning og veterinærmedicin.

Produktionsomlægning giver mulighed for at skifte gear, når behovet opstår. Med forhåndsaftaler kan mejerier f.eks. hurtigt omlægge produktionen til varmebehandlet mælk og mælkepulver med lang holdbarhed. Bryggerier kan producere rent drikkevand. Forudsætningen er klarhed om, hvem der gør hvad, og hvornår.

Fleksibel regulering forhindrer bureaukratiske flaskehalse i nødsituationer. Når hver time tæller, må mærkningsregler, temperaturkrav eller importcertifikater ikke blokere for fødevareproduktion. Foruddefinerede dispensationsregler sikrer, at myndighederne kan handle hurtigt uden at sætte fødevaresikkerheden på spil.

DI Fødevarers beredskabsudspil 'Uden mad og drikke duer helten ikke'

DI Fødevarer anbefaler:

  • Myndighederne og virksomhederne bør indgå standby-kontrakter om strategisk beredskabslagring af udvalgte produkter.

  • Myndighederne og virksomhederne bør indgå forhåndsaftaler om retningslinjer og prioritering, hvis der opstår behov for omlægning af produktionen.

  • Myndighederne bør på forhånd definere retningslinjer for mulige dispensationer fra reguleringen på fødevareområdet, hvis en krise opstår. Det gælder eksempelvis:
    • mærkningsregler og ingrediensudskiftning, så råvarer kan substitueres
    • regler for indfrysning og holdbarhedsforlængelse, så spild reduceres
    • temperaturkrav ved strømnedbrud, så unødig kassation undgås
    • sporbarhedskrav, så distributionen kan fremskyndes
    • emballagekrav, så varer fortsat kan komme ud i butikkerne

  • Som en del af den fleksible regulering bør myndighederne på forhånd definere mulighederne for tilpassede kontrolsystemer, der kan opretholde sikre og fungerende forsyningskæder. Det kan eksempelvis være:
    • kontrol på grundlag af elektroniske kopier af importcertifikater og dokumenter, hvis originalerne ikke kan fremvises
    • midlertidige undtagelser fra bestemte kompetencekrav til kontrolpersonale
    • virtuel eller administrativ kontrol som alternativ til fysisk kontrol i virksomheder
    • reduceret kontrol og prøveudtagning ved grænsekontrol

Publikationer

DI Fødevarers beredskabsudspil: 'Uden mad og drikke duer helten ikke'

Læs hele udspillet

Beredskabsværktøjet til SMV’er

Få overblik over vigtigste risici og lav en konkret plan for forebyggelse og håndtering af kriser.

Beredskabsværktøjet til SMV’er

Relateret indhold