Forskning og innovation
Et større fokus på forskning og innovation i den danske fødevareklynge skal sikre udvikling af produkter med et højere vidensindhold.
For at fødevareerhvervet kan bevæge sig mod en bæredygtig fremtid, skal vi udvikle nye typer af fødevarer og innovative produktionsmetoder. Forudsætningen for at lykkes er et højt ambitionsniveau for forskning og udvikling af nye fødevarer og et tæt samarbejde mellem universiteter og erhvervsliv. Det skaber grundlaget for, at de gode ideer kan blive til forretningsmæssigt levedygtige løsninger, der gør en global forskel.
Vi har på fødevareområdet en stærk tradition for samarbejde mellem forskningsverdenen og fødevareerhvervet. Inden for ingredienser og fermentering er Danmark for eksempel blandt verdens førende, fordi en stærk erhvervsklynge har satset på innovationer, der bygger på solid forskning og udvikling gennem årtier.
Der er fortsat brug for et tæt samarbejde mellem universiteter og erhvervsliv. I Trepartsaftalen om et Grønt Danmark fra 2024 er parterne enige om, at en markant omstilling af landbrugs- og fødevareerhvervet forudsætter et højt ambitionsniveau for forskning og udvikling af nye fødevarer, og at området bør prioriteres ved forhandlinger om forskningsreserven i de kommende år.
Agrifoodture, den grønne forskningsmission på landbrugs- og fødevareområdet, samler værdikæderne i sektoren og arbejder for at lukke forsknings- og innovationshullerne for at nå i mål med klimamålsætningerne. Danske fødevarevirksomheder er involverede i samarbejdet mellem universiteter, GTS’er, myndigheder mv. om at skalere og accelerere de grønne teknologier. Planlægning, hastighed og forudsigelighed i investeringerne er vigtig for at engagere forskere og virksomheder i det lange seje træk.
Gennem fødevareklyngen Food & Bio Cluster arbejder DI Fødevarer for, at virksomheder med behov for ny viden til at accelerere innovation og bæredygtig udvikling får en indgang til netværk, matchmaking og relevante netværk.
DI Fødevarer arbejder for:
- At det skal være nemt at søge midler til forsknings- og innovationsaktiviteter og deltage i samarbejder mellem industri og universiteter, så tiden bruges på at forfølge de gode ideer og ikke på administrativt bøvl.
- At fødevareforskning fortsat prioriteres politisk, og at midlerne bliver fordelt på en måde, der sikrer, at vi som samfund får mest muligt ud af investeringerne.
- At midler til fødevareforskning samles i en markant flerårig satsning og ikke smøres tyndt ud i for mange små puljer. Vi har brug for en stabil, forudsigelig og betydelig finansiering af forskning og udvikling i fødevareværdikæderne.