Varedeklarationen guider til det sunde valg 

Vi læser på fødevareemballagerne i supermarkedet, at her er der "ikke tilsat salt", her et produkt, der kun indeholder "frugt og intet andet" og her et, der er "uden konserveringsmidler", "glutenfri" og "økologisk". Halvdelen af forbrugerne læser ingredienslisten på produkterne, og samtidig er to ud af tre villige til at betale mere for produkter, hvis de ikke indeholder bestemte ingredienser. Og syv ud af 10 mener ligefrem, at fødevarer, der er fri for bestemte ingredienser, er sundere.

66 pct. af internationale forbrugere er villige til at betale mere for "clean label"-produkter

Og 70 pct. af internationale forbrugere mener, at fødevarer uden kunstige ingredienser er sundere.

"Clean label"-bevægelsen

"Clean label" er en samlet betegnelse for en række trends, som mange forbrugere efterspørger. Det handler om fødevarer og ingredienser, der fremstår naturligt og oprigtigt fremstillet. Og det handler om gennemskuelighed og om at komme tilbage til et mere naturligt udgangspunkt: Følelsen af renhed og sundhed, et blik på sammenhængen mellem kost og sundhed, miljø og dyrevelfærd. Fødevarer, der er minimalt forarbejdede.

En god fond tager tid 

Når kokkene på restauranterne – eller du selv derhjemme – laver oksebouillon, er opskriften i korte træk at lade kraftben og vand simre i 10-15 timer, hvorefter væsken sies, smages til og bouillonen er klar. Så simpel er fremgangsmåden i princippet også hos ingrediensvirksomheden Essentia Protein Solutions, når der skal fremstilles smagfulde ingredienser til fødevarebranchen.

Komfur og gryde er bare skiftet ud med store stålkar i industriel skala og tilsat mange års know-how om processer, råvarer og produkter.

Fokus på naturlige råvarer

Ved at justere indholdet og procesbetingelserne fremstilles en lang række smagskoncentrater af okse, gris, kylling og fisk med lige præcis den saft, kraft og smag, som fødevareproducenterne har brug for. Af råvarer, der er 100 procent naturlige. Alt sammen bidrager det til, at forbrugerne i sidste ende kan købe og nyde de autentiske smage i produkter som supper og færdigretter med "clean label".