Fødevarer for livet

Mange steder i verden har forbrugere fået øjnene op for, at kosten er afgørende for sundhed, velbefindende og forebyggelse af livsstilsygdomme som fedme, type 2 diabetes og hjertekarsygdomme. Det har skabt en trend i retning mod fødevarer og kosttilskud, der kan støtte forbrugerne i at leve sundt.

De gode bakterier

Probiotika er levende bakterier som Lactobacillus og Bifidobacterium. Ordet probiotika stammer fra græsk og betyder for livet. De gode mikroorganismer med sundhedsfremmende egenskaber har været kendte i århundreder og tilsættes for eksempel hver dag på mejerierne til produkter som yoghurt.

 

Verdens største bakteriebank

Når det kommer til bakterier, kulturer og enzymer til brug i fødevarevirksomhederne er virksomheden Chr. Hansen verdens førende. Hver dag spiser over én milliard mennesker en fødevare, der er produceret ved hjælp af en fødevareingrediens fra Chr. Hansen. Og grundlaget er over 140 års know-how og verdens største bakteriebank med mere end 40.000 forskellige bakteriestammer.

Tarmens betydning for sundhed 

Bakterier har en dokumenteret gavnlig indflydelse på balancen i tarmkanalen, og hos Chr. Hansen arbejder mikrobiologer og bakterieforskere på at styrke potentialet i probiotika. Sammen med forskergrupper og læger rundt om i verden forsker de i sammenhængen mellem bakterier i tarmsystemet og den generelle sundhedstilstand. Forhåbningen er generelt at kunne styrke velbefindendet og forebygge sygdomme ved at hjælpe gode bakterier på vej.  

Reduktion af sygefravær

Der er blandt forskere stigende enighed om, at problemer med mavens bakterieflora kan være årsag til mange forskellige sygdomme. Et af spørgsmålene, som de hos Chr. Hansen har kastet sig over, er, om probiotiske bakterier også kan styrke immunforsvaret. 


Flere forskningsresultater tyder på, at probiotika kan spille en aktiv rolle, når det handler om at komme bedst muligt gennem influenzalignende symptomer som feber, hoste og ondt i halsen.


Det er win win både for den enkelte, som kommer bedre igennem sygdommen, og for samfundet, hvor sygedage, lægebesøg og forbrug af antibiotika potentielt vil kunne reduceres.

Store potentialer 

Probiotiske kulturer har potentialet til at blive en omfattende forretning for Chr. Hansen. I første omgang handler det om at få EUs tilladelse til at fortælle om de gode egenskaber, så forbrugerne i Europa får mulighed for at få glæde af alle sundhedsfordelene. 

  1. EU skaber forhindringer for probiotika

    Med de nuværende EU-retningslinjer er det ikke muligt for europæiske producenter af probiotika at fortælle europæiske forbrugere om de gode egenskaber, produkterne har. Ja, det er faktisk ikke engang lovligt at nævne på et produkt, at det ‘indeholder probiotika’. Derfor er de europæiske forbrugere afskåret muligheden for at få præcis information om produkterne og deres sundhedsgevinster.

  2. En uoplyst gråzone

    Når man som forbruger ønsker at købe probiotika-produkter, ender man derfor ofte søgningen på nettet på eksempelvis asiatiske eller nordamerikanske produktsider, som ikke er underlagt EU’s retningslinjer. Imidlertid er der ofte væsentlige kvalitetsforskelle og risici ved sådanne produkter, så EU’s nuværende regler ender i sidste ende med at føre forbrugere ud i en uoplyst gråzone - det kan de europæiske forbrugere ikke være tjent med. Og det kan den europæiske økonomi heller ikke.

  3. Bremser forskning og udvikling

    Samtidig sætter det en bremse på forskning og udvikling af nye sundhedsfremmende probiotiske kulturer i Europa – et område med stort vækstpotentiale. Det er derfor tid til at genoverveje, hvordan virksomheder, forbrugere og myndigheder kan tale sammen på et oplyst grundlag om fordele og effekter ved forskellige probiotika. Til glæde for den enkelte forbruger og for udviklingen af den danske industrielle styrkeposition på området.