DI Fødevarer Nyheder

Fremgang i både ind- og udadgående investeringer i fødevarebranchen

Der er en kontinuerlig vækst i fødevarebranchens investeringer både ind og ud af landet. Det er en positiv udvikling, da øgede direkte investeringer er med til at skabe arbejdspladser og vækst i Danmark. Særligt udfasningen af PSO-afgiften gør Danmark til et mere attraktivt destinationsmål for udenlandske investeringer fremadrettet.

Nye tal fra Danmarks Nationalbank viser en let vækst i fødevarebranchens udenlandske investeringer. Udviklingen har været stabil siden 2013/2014. Større vækst i de udadgående investeringer sammenlignet med de indadgående har dog medført et større investeringsgab. Ikke desto mindre er det positivt, at de indadgående investeringer er steget med 1 mia. kroner fra 2016 til 2017, hvilket vidner om, at den danske fødevaresektor er blevet mere attraktiv for udenlandske investorer. 

Branchedirektør i DI Fødevarer, Leif Nielsen, peger særligt på udfasningen af PSO-afgiften som den mest markante ændring i rammevilkårene for fødevareindustrien. Det er en forklarende faktor i, at Danmark er blevet mere attraktiv som produktionsland, og udfasningen kan være med til at tiltrække endnu flere investeringer de kommende år. Han siger: ”Signalet om udfasningen af PSO-afgift begynder at virke i fødevarebranchen. Energiudgifterne er en af de store ting, når man skal afgøre, om man vil bygge en fabrik i Tyskland, Sverige eller Danmark, og det kommer nok til at betyde noget fremadrettet, når vi ser, hvor meget udlandet kommer til at investere i den danske fødevarebranche.

Væksten i fødevarebranchens udadgående investeringer skal hovedsagligt findes i EU og Asien. I forhold til de indadgående investeringer er det primært vores naboer Norge, Sverige og Tyskland, der præger den positive fremgang de seneste år.

Du kan finde alle tallene fra Nationalbanken her.

Kilde: Danmarks Statistik

Relateret