DI Fødevarer Nyheder

Dansk erhvervsfremstød i Italien: To fødevarenationer, der komplementerer hinanden

Samhandlen af fødevarer mellem Italien og Danmark er et godt eksempel på international arbejdsdeling. Det er historien om to stolte fødevarenationer, der til gavn for forbrugere verden over komplementerer hinandens fødevareproduktion ved at gøre det, de er bedst til.

  • Et godt stykke Italiensk skinke er i mange tilfælde en fast del af danskernes brunch. I virkeligheden kan der dog være tale om dansk skinke eksporteret og forarbejdet i Italien. Danmark eksporterer nemlig 20 gange så meget svinekød, hvoraf størstedelen er skinke, til Italien, end der modtages den anden vej.
  • Den største varegruppe af fødevarer, som Danmark eksporterer til Italien, er fisk, krebsdyr, bløddyr og varer deraf. Denne varegrupper udgør over en tredjedel af den samlede eksport til Italien, og det drejer sig særligt om laks, fiskefilet samt skaldyr og rejer.
  • Ser vi på fødevarerne, der sendes den anden vej, så er det ikke overraskende, at det især er de italienske vine, der falder i god smag hos danskerne. Drikkevarer udgør næsten en tredjedel af den samlede fødevareimport fra Italien. I de detaljerede importdata fra Danmarks Statistik kan man se, at der i løbet af 2017 blev drukket vin og prosecco fra støvlelandet for samlet set 1,1 mia. danske kroner.
  • Udover drikkevarer importeres der også store mængder frugt og grøntsager fra Italien til Danmark. Denne varegruppe udgør knap 23 procent af den samlede fødevareimport fra Italien.
  • Der er altså i høj grad tale om en historie om to lande, der drager fordel af hinandens specialiseringsområder i fødevareproduktion. Danmark i form svineproduktion og forarbejdning af fisk og krebsdyr. Italien med deres vinproduktion samt frugt og grøntsager.

Italien har længe været på listen over Danmarks største handelspartnere. Tal fra Danmarks Statistik viser, at samhandlen med fødevarer fortsat udvikler sig positivt. Danmark har fra 2013-2017 eksporteret for mellem 5-5,5 mia. kr. om året, mens importen i samme periode ligger mellem 3,5-4 mia. kr. årligt.

Note: I oversigten er eksport- og importdata opgjort i 1000 kr. Summerne er opgjort i mia. kr.

Relateret