DI Fødevarer Nyheder

Fint finanslovsforslag fremlagt

Regeringen har præsenteret sit forslag til finanslov for 2019. Det er positivt, at der er foreslås afgiftslettelser på fødevareområdet.

Regeringen har fremlagt sit forslag til finanslov for 2019, som bliver den sidste inden et folketingsvalg, der forventeligt først kommer til næste år.

Det er positivt, at regeringen med forslaget demonstrerer vilje til at fortsætte indsatsen for at sænke og sanere de mange punktafgifter, som giver unødigt bøvl for virksomhederne og reduceret købekraft for danskerne. Vi noterer os med tilfredshed, at det vedholdende arbejde med at sætte fødevareafgifter på den politiske dagsorden har båret frugt i den forstand, at regeringen har afsat en ramme til punktafgiftslettelser på 340 mio. kr., som skal indfases over tre år. Hvilke afgifter, der skal lempes, og hvor meget skal der forhandles om politisk.

Den afsatte ramme er dog ikke stor nok til for alvor at gøre en forskel. De lavt hængende frugter er i udstrakt grad blevet plukket i forbindelse med den grænsehandelspakke, som indgik i aftalen om en række erhvervs- og vækstinitiativer fra efteråret 2017, samt i den aftale om sanering af bøvlede og byrdefulde afgifter, som blev indgået den 23. august 2018. DI Fødevarer vil derfor opfordre til, at rammen udvides, når den endelige aftale skal indgås.

I finanslovsforslaget nævnes også, at regeringen afsætter 10 mio. kr. årligt over en fireårig periode til en gastronomipulje. En sådan indsats bør prioriteres til opfølgning på de af Team Gastros anbefalinger, som kan være med til at styrke eksport og turisme. Det nævnes også, at regeringen vil prioritere en stærk eksportindsats på fødevareområdet, herunder fremme adgang til nye markeder mv. Det hilser vi velkomment, men vi ser gerne, at vigtige eksportunderstøttende funktioner i Fødevarestyrelsen styrkes yderligere. Af forslaget fremgår det yderligere, at regeringen vil prioritere opfølgning på de kommende anbefalinger fra vækstteamet for ingredienser. Vi har været engageret i dette arbejde, og vi kvitterer for regeringens prioritering af opfølgningen herpå.

Endelig nævnes det kommende fødevareforlig 4 som en prioriteret sag for regeringen i efteråret. Det vil vi fra DI Fødevarers side følge tæt og søge at præge, herunder med fokus på at få indarbejdet behovet for en øget kommunikationsindsats fra myndighederne i den rivende sundhedsdebat.          

Du kan læse DI’s pressemeddelelse om finanslovsforslaget her: https://www.danskindustri.dk/om-di/kontakt-os/presse/arkiv/pressemeddelelser/2018/8/di-finanslov-ma-ikke-forvarre-manglen-pa-medarbejdere/

Du kan læse forslagsteksten på Finansministeriets hjemmeside: https://www.fm.dk/nyheder/pressemeddelelser/2018/08/stoerre-tryghed-og-mere-naerhed?utm_campaign=unspecified&utm_content=unspecified&utm_medium=email&utm_source=apsis-anp-3

Relateret