21.03.18 DI Fødevarer Nyheder

Fødevareindustrien får nyt forskningscenter i Aarhus

Et nyt center for fødevareforskning er på vej i Agro Food Park i Aarhus. Centeret bliver en del af Institut for Fødevarer på Aarhus Universitet og skal danne rammen for endnu bedre fødevareforskning og et endnu tættere samarbejde med fødevareindustrien.

Tirsdag den 20. marts blev det første spadestik taget til nye forskningsbygninger bestående af 6.800 m2 kontor- og laboratoriebygninger samt et væksthus på 2.500 m2. Byggeriet bliver en del af Institut for Fødevarer på  Aarhus Universitet og skal bruges til fødevareforskning i verdensklasse.

Illustration: CF Møller/Aarhus Universitet

De nye bygninger forventes at stå klar i 2019 og bliver beliggende i den nordlige del af Agro Food Park. 140 medarbejdere og studerende forventes at få deres daglige gang i det nye forskningscenter.

Centeret skal være med til at fastholde og udbygge Danmarks styrkeposition inden for fødevareforskning. Samtidig vil placeringen af de nye forskningsbygninger i Agro Food Park bidrage til at styrke den danske fødevareindustri yderligere gennem et endnu tættere samarbejde mellem forskere og blandt andet de 75 virksomheder og deres 1000 medarbejdere i Agro Food Park.

I DI Fødevarer ser vi det kommende fødevareforskningscenter som et vigtigt led i en yderligere styrkelse af fødevareforskningsmiljøet i Danmark. Samtidig vil centeret bidrage til at skabe et endnu gunstigere samarbejde mellem industrien og forskningsinstitutionerne samt understøtte det gode miljø for start-up virksomheder i Agro Food Park.

Peder Fode

Peder Fode

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3684
  • Mobil +45 2629 7765
  • E-mail pefo@di.dk

Relateret indhold