DI Fødevarer Nyheder

Ny ansøgningsrunde om støtte til grønne forretningsidéer

GUDP har netop åbnet for en ny ansøgningsrunde med frist i september, hvor virksomheder kan ansøge om støtte fra en pulje på 96 mio. kr. til projekter, der sigter efter at højne grøn bæredygtighed i den danske fødevaresektor.

Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP) er en erhvervsstøtte, der har til formål at yde tilskud til realisering af projektidéer, som skal bidrage til at styrke en forretningsorienteret grøn omstilling i det danske fødevareerhverv. GUDP yder først og fremmest tilskud til anvendt forskning, der fremskaffer ny viden og nye færdigheder. Herudover kan der ydes støtte til udvikling af nye eller forbedrede produkter, processer eller teknologier. Tilskud kan også ydes til demonstration ved formidling og udbredelse af videnskabelig viden og praksis samt til netværk, der kortlægger barrierer og erhvervsmæssige perspektiver og potentialer for udvikling

GUDP har nu åbnet for en ny ansøgningsrunder, hvor virksomheder kan ansøge om tilskud til projekter, der sigter efter at skabe innovative og grønne løsninger i den danske fødevaresektor samt sikre fortsat vækst og skabelse af arbejdspladser. Fristen for ansøgninger er den 6. september kl. 12.00. Læs mere her.

Der er denne gang også mulighed for at søge om støtte fra en pulje på 25 mio. kr. til særlige projekter om fremme af grøn bioraffinering. Ansøgningsfristen for disse særlige projekter er den 18. september 2018 kl. 12.00. Læs mere her.

GUDP inviterer i forbindelse med ansøgningsrunden til informationsmøde den 16. august fra kl. 10-15 ved Food Innovation House i Vejle. Her vil der være forskellige oplæg samt mulighed for dialog og sparring med GUDP om projektideer til både ordinære GUDP-projekter og projekter vedrørende grøn bioraffinering samt networking. Læs mere om informationsmødet her.

Du kan desuden få feedback på, om din virksomheds projektidé er et potentielt GUDP-projekt. Læs mere her.

Skrevet af
Frederik Pilebæk Lock

Relateret