DI Fødevarer Nyheder

Skatteministeriet: Chokolade- og sukkervareafgiften er for høj

Skatteministeriet har netop fremlagt den skatteøkonomiske redegørelse for 2018. Her præsenteres analyser, der giver et solidt fagligt grundlag for at reducere chokolade- og sukkervareafgiften.

Med Skatteministeriets skatteøkonomiske redegørelse 2018 er det faglige grundlag for at reducere chokolade- og sukkervareafgiften yderligere styrket. Skatteministeriets egne skatteøkonomer vurderer i redegørelsen, at den aktuelle afgiftssats for slik og chokolade er noget højere end niveauet for den såkaldt balancerede afgiftssats. Den balancerede afgiftssats er den, som indebærer den største samfundsøkonomiske gevinst.

"Med denne redegørelse er der nu også ført et skatteøkonomisk bevis for, at chokolade- og sukkervareafgiften er for høj. Det budskab håber vi, at der lyttes til i regeringskontorerne, så vi efter sommer får et finanslovsforslag med lempelser i forbrugsafgifterne, herunder afgiften på slik og chokolade” siger Leif Nielsen, branchedirektør i DI Fødevarer.

Leif Nielsen, Branchedirektør
Nu er der også ført et skatteøkonomisk bevis for, at chokolade- og sukkervareafgiften er for høj. Leif Nielsen, Branchedirektør

Ikke nye skøn for illegal handel

Redegørelsen indeholder ikke opdaterede skøn for den illegale handel med slik og chokolade, men denne er næppe reduceret, da chokolade- og sukkervareafgiften fortsat aldrig har været højere. ”Skatteministeriets tidligere skøn har vist en stor stigning i den illegale handel med slik og chokolade. Det problem er i høj grad stadig aktuelt, og skal vi have gjort noget ved det, er det nødvendigt at få reduceret afgiftssatsen, så de økonomiske incitamenter til at bedrive organiseret illegal handel bliver væsentlig mindre”, supplerer Leif Nielsen.

Du kan læse redegørelsen på dette link (se kapitel 5 om grænsehandel m.v.)

Relateret