DI Fødevarer Nyheder

Danmark ligger lunt i svinget til at vinde sin VM-pulje i fødevaresamhandel

Mens landsholdet skal i kamp på grønsværen denne sommer og forsøge at spille sig videre fra gruppespillet ved det forestående VM i fodbold, handler kampen for danske fødevarevirksomheder om eksport af landbrugs- og fødevareprodukter. Med et solidt samhandelsoverskud ligger Danmark lunt i eksportkampen mod gruppemodstanderne.

Ved det forestående VM i fodbold i Rusland er Danmark i gruppe med Frankrig, Australien og Peru. Her skal landsholdet kæmpe om en gruppesejr og en billet videre i VM. Mens tiden vil vise, hvorvidt det lykkes fodboldherrerne at spille sig videre som 1’er i puljen, handler kampen for den danske fødevareklynge derimod om eksportmuligheder og samhandelsoverskud med gruppemodstanderne.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik er Frankrig (inkl. Monaco) den største aftager af dansk landbrugs- og fødevareeksport blandt VM-gruppemodstanderne. Branchen eksporterede i 2017 for 3,7 mia. kr. til Frankrig, svarende til ca. 3,1 pct. af branchens samlede eksport. Fisk og skaldyr udgjorde næsten halvdelen (48,2 pct.) af landbrugs- og fødevareeksporten til Frankrig, mens de øvrige to største varegrupper var kød og kødvarer (14,9 pct.) samt mejeriprodukter og fugleæg (11,1 pct.). Tilsvarende var importen fra Frankrig sidste år 3,1 mia. kr., hvilket giver Danmark et samhandelsoverskud med Frankrig på ca. 584 mio. kr. Den suverænt største varegruppe, som vi importerer fra Frankrig, var sidste år drikkevarer, mens kød og kødvarer samt mejeriprodukter og fugleæg også var betydelige varegrupper.

Næste gruppemodstander er Australien, som sidste år aftog danske landbrugs- og fødevareprodukter for godt 2 mia. kr., svarende til 1,7 pct. af branchens samlede eksport. Kød og kødvarer udgjorde sidste år næsten halvdelen (48,9 pct.) af branchens eksport til Australien. Derudover var fisk og skaldyr (25,4 pct.) samt diverse næringsmidler (13,1 pct.) andre store varegrupper. Importen af landbrugs- og fødevareprodukter fra Australien var sidste år derimod blot 178 mio. kr. Det giver et stort samhandelsoverskud på 1,85 mia. kr. i dansk favør. Drikkevarer udgjorde mere end 71 pct. af importen, mens frugt og grøntsager med en andel på 25 pct. var den eneste anden betydelige varegruppe.

Sidste gruppemodstander er Peru. Med en eksport af landbrugs- og fødevareprodukter sidste år til Peru på ca. 22 mio. kr., svarende til blot 0,02 pct. af branchens samlede eksport, er det peruvianske marked af minimal betydning for fødevaresektoren. Importen fra Peru var sidste år ca. 81 mio. kr., hvilket efterlader Danmark med et marginalt samhandelsunderskud på knapt 59 mio. kr. Det slukker imidlertid ikke Danmarks håb om førstepladsen i puljen. For med et samlet handelsoverskud med de tre nationer på ca. 2,4 mia. kr. ligger Danmark lunt i svinget i gruppespillet om fødevaresamhandel.

Relateret