Billede: GettyImages

16.10.19 DI Fødevarer Nyheder

DI vil fjerne fjollede fødevareafgifter

Dansk Industri præsenterede for nyligt 60 forslag til forenklinger af skatte- og afgiftssystemet, herunder også flere forslag på fødevareområdet.

Alle vil have gavn af et mere simpelt skattesystem, mener DI. Derfor fremlægger organisationen nu 60 forslag til forenklinger, der vil fjerne det administrative bøvl for virksomhederne og frigøre de ressourcer, skattemyndighederne bruger på kontrol af overflødige regler.

De 60 forslag til forenklinger indeholder blandt andet et forslag om at afskaffe afgift på is, afgiften på kaffe og forenkle afgiften på slik og chokolade. Isafgiften er et eksempel på en punktafgift, der giver relativt meget administrativt besvær sammenholdt med det relativt beskedne provenu, den indbringer. Det samme gælder afgiften på kaffe. Endelig kan man harmonisere chokolade- og sukkervareafgiften uanset mængden af tilsat sukker i de enkelte produkter. Alt sammen forenklinger, der gavner. For alle vil i sidste ende have gavn af et simplere skattesystem.

DI Fødevarer noterer derfor med tilfredshed den politiske melding fra Dansk Folkepartis skatteordfører, Dennis Flydtkjær, om en etablering af et forenklingsudvalg, som skal gå afgiftssystemet igennem – sammen med erhvervslivet – og gøre det meget mere overskueligt, end tilfældet er i dag.    

Du kan læse mere om DI’s forslag til oprydning i skattereglerne her.

Relateret