28.03.19 DI Fødevarer Nyheder

Forskere: Følg kostrådene og reducer dit klimaaftryk

Mange danskere kan reducere deres klimaaftryk ved at følge de officielle kostråd, købe klimabevidst ind og mindske madspild. Det konkluderer forskere fra DTU i en ny undersøgelse lavet for Fødevarestyrelsen.

Ifølge tal fra DTU står fødevareforbruget for cirka 25 procent af den gennemsnitlige vestlige persons klimabelastning. Derfor er forbrugerens kostsammensætning et af de parametre, der skal ændres, hvis klima- og miljøbelastningen skal reduceres. Sådan skriver DTU i en artikel på deres hjemmeside.

Baseret på de nationale undersøgelser af danskernes kost har DTU beregnet CO2-bidraget fra en gennemsnitlig kost for en voksen dansker. Data, der blandt andet viser følgende bidrag:

  • 57 procent fra animalske fødevarer, og heraf er cirka halvdelen fra rødt kød (okse, lam og gris)
  • 24 procent fra søde sager, snacks og diverse drikkevarer (mælk ikke medtaget)
  • 15 procent fra vegetabilske produkter (grøntsager, frugt og korn- og brødprodukter).

DTU har desuden beregnet, at kosten kan blive både sundere og mere klimavenlig, hvis forskellige parametre ændres. Hvis den gennemsnitlige dansker efterlever de officielle kostråd, vil vi kunne spare omkring fire procent i kostens CO2-regnskab. Fortsætter vi med at spise den samme mængde af kød og fisk, men vælger de mest klimavenlige produkter i hver fødevarekategori, kan vi spare hele 20-30 procent på kostens CO2-regnskab.

Næste skridt for DTU’s forskere er at arbejde på at forbedre det faglige grundlag, som myndighederne vejleder befolkningen i at spise både sundere og mere klimavenligt ud fra. Det er dog ikke nok, at kosten er klimavenlig. Andre faktorer, som for eksempel arealudnyttelse og vandforbrug, spiller også ind, når man vil beregne, hvor bæredygtigt et fødevareforbrug er. Derfor skal DTU’s forskere arbejde sammen med andre eksperter fra Aarhus Universitet for at beregne fødevarers bæredygtighed. Med udgangspunkt i dette kan forskerne sammensætte kosten, så den både er sund og belaster klima og miljø mindst muligt.

Rødt kød er indtil nu blevet hængt ud for at være den værste klimasynder i den offentlige debat, men DTU’s beregninger peger nu på, at også søde sager (for eksempel slik, kager og desserter), søde drikke og alkohol optager en væsentligt plads i kostens CO2-regnskab. Dette er en vinkel, som flere medier har valgt i deres dækning af historien.

Kristina Thomsen
Skrevet af:

Kristina Thomsen

Relateret indhold