Billede: Naturli' Foods A/S

04.04.19 DI Fødevarer Nyheder

EU-udvalg: Det skal være slut med plantepølser

Plantebaserede produkter må ikke længere hedde noget med bøf, pølser eller burger i følge EU's Landbrugsudvalg.

Europa-Parlamentets Landbrugsudvalg har i forbindelse med diskussioner om EU's kommende landbrugsreform indstillet, at plantebaserede fødevarer efter 2020 ikke længere må hedde noget med bøf, pølser eller burger.

Da udvalget skulle stemme om forslaget, stemte 29 medlemmer af udvalget, at pølser, bøf og burger kun kan være lavet af kød, mens syv medlemer stemte, at produkterne kan være lavet af både kød og planter. Det skriver TV2.

Medlem af landbrugsudvalget, Jørgen Dohrmann fra DF, bekræfter afstemningen og udtaler til TV2, at det skal være klarere defineret, hvad der er kød, og hvad der er planter, så man ikke risikerer at vildlede de forbrugeren.

Det er dog vigtigt at understrege, at resultatet af afstemningen skal sendes rundt i EU-systemet og kan dermed stadig nå at blive forkastet.

Det er sket før, at EU har indskærpet brugen af ord i forbindelse med plantebaserede produkter. I 2017 fastslog EU-domstolen, at rene plantebaserede drikkevarer ikke må markedsføres som mælk, ost og yogurt, fordi de ikke har animalsk oprindelse. Dermed skiftede blandt andet "mandelmælk" navn til "mandeldrik".

Skrevet af:

Kristina Thomsen