25.04.19 DI Fødevarer Nyheder

Ny lov skal højne fødevaresikkerhed i EU

EU-Kommissionen har den 24. april vedtaget en ny lov (2019/649) om industrielt fremstillede transfedtsyrer, som har til formål at højne sikkerheden og sundheden af fødevarer produceret i EU.

Der skal nu være en maksimal grænse for mængden af industrielt producerede transfedtsyrer i fødevarer produceret i EU, hvilket skal beskytte forbrugernes sundhed. Den maksimale grænse skal være 2 gram industrielt fremstillede transfedtsyrer pr. 100 gram fedt i fødevarer. Ved B2B, hvor varen ikke er bestemt til den endelige forbruger, eller til levering til detailhandel, skal virksomhederne informere omkring mængden af transfedtsyrer, hvis den overskrider 2 gram pr. 100 gram fedt. Fødevarer, som ikke overholder bestemmelserne i denne forordning, kan fortsat markedsføres indtil den 1. april 2021.

Baggrunden for den nye lov (2019/649) er, at specielt industrielt fremstillede transfedtsyrer kan være sundhedsskadeligt i store mængder og lede til eksempelvis hjertesygdomme. En række undersøgelser, fra blandet andet Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, har gennem årene påvist, at indtaget af transfedtsyrer bør være så lavt som muligt.

I Danmark har vi allerede siden 2004 haft en lovgivning, som regulerer indholdet af transfedtsyrer i danske samt importerede fødevarer. Siden da er indholdet af transfedtsyrer derfor blevet reduceret kraftigt i Danmark. Det er dog glædeligt, at der nu er fremsat en lov, som er til gavn for fødevaresikkerheden i hele EU.

Michael Strube
Skrevet af:

Michael Strube

Relateret indhold