23.05.19 DI Fødevarer Nyheder

Godt nyt til kriminelle, dårligt nyt til forbrugere

Står det til Socialdemokratiet, så skal forbrugerne igen til at døje med højere afgifter på deres fredagsslik.

Som om, at afgiften ikke er høj nok i forvejen, så lægger partiet op til, at hæve én af verdens i forvejen højeste chokolade- og slikafgifter til nye højder ved at indeksere denne og en række andre punktafgifter. Udspillet er en del af partiets nye 2025-plan.

Sagen er imidlertid den, at mens den danske chokolade- og slikafgift har taget et gevaldigt hop siden 2011, er den illegale handel med slik og chokolade ligeledes steget markant, ligesom at grænsehandlen med konfekture er vokset. Det bekræfter tal fra Skatteministeriet. Vil det så ikke være et godt gæt, at yderligere stigninger i afgiften primært kommer illegalt handlende og grænsebutikkerne til gode?

”På sigt kan det næppe få anden konsekvens til følge end at investeringslysten i den danske slikbranche presses med tab af arbejdspladser i virksomhederne. Alene det at gennemføre en afgiftsstigning trinvist via indeksering vil give yderligere omkostninger for virksomhederne og ressourcespild i form af kasseret emballage, hver gang priserne skal reguleres. Forslaget bør derfor genovervejes. Faktisk ville en afgiftslettelse frem for en genindført indeksering både gavne forbrugerne, kriminalitetsbekæmpelsen og miljøet" udtaler branchedirektør i DI Fødevarer, Leif Nielsen.

Relateret