Billede: GettyImages

08.08.19 DI Fødevarer Nyheder

Ny FN-rapport sætter fokus på fødevareproduktionens betydning for klimaforandringerne

Det er ikke nok at bremse udledninger fra kul og olie, hvis klimaudfordringerne skal løses.  Også fødevarebranchen skal levere løsninger. Det konkluderer FN's klimapanel i en ny rapport. Herhjemme har fødevarevirksomhederne allerede sat høje ambitioner for klimaneutralitet.

Det er ikke nok at bremse udledningen af klimaskadelige gasser fra biler, fabrikker og kraftværker. Også fødevarebranchen er nødt til at omlægge deres produktion, hvis de globale klimaforandringer skal begrænses. Det konkluderer FN's Klimapanel (IPCC) i en særraport om klima og landsektoren, der netop er blevet offentliggjort.

Ifølge IPCC er vi nødt til at ændre de måder, hvorpå vi udnytter landjorden og producerer fødevarer, så der udledes færre drivhusgasser. 

I Danmark har fødevarebranchen og de danske fødevarevirksomheder allerede sat barren højt for deres klimaambitioner. "Selv om Danmark er et lille land, kan branchen blive en central aktør for flere løsninger på de globale klimaudfordringer på fødevareområdet. Flere fødevarevirksomheder arbejder intenst med deres ambitioner for klimaneutralitet," siger Leif Nielsen, branchedirektør i DI Fødevarer. "Her er ingrediensvirksomhederne et godt eksempel på danske produkter, der bidrager til klimareduktion langt ud over Danmarks grænser."

Den danske fødevarebranche tager altså allerede klimakrisen alvorligt - og det samme gør vi her i DI Fødevarer. "Der er ingen tvivl om, at det globalt stigende behov og forbrug af fødevarer er en del af klimaudfordringen, som der skal findes løsning på. I DI Fødevarer er vi derfor dedikerede til at bane vejen for, at fødevarevirksomheder i Danmark kan udvikle fødevarer og fødevaresystemer, der kan sikre en mere klimaneutral fødevareproduktion, " tilføjer Leif Nielsen.

Du kan læse mere om DI Fødevarers ambitioner for bæredygtighed og sundhed her.

Relateret