12.09.19 DI Fødevarer Nyheder

AU og regeringens nye tiltag for fremtidig forskning

I kølvandet på debatten om Aarhus Universitets forskningsuafhængighed er der opstået nye tiltag fra både Aarhus Universitet samt Miljø- og fødevareministeriet.

Regeringen har desværre valgt at sætte en stopper for den frie konkurrencebaserede miljøforskning med den begrundelse, at det skaber usikkerhed omkring forskningsuafhængigheden. Kravet om at konkurrenceudsætte universiteternes myndighedsbetjening af Miljø- og Fødevareministeriet blev indført i 2017 af den tidligere regering med et ønske om at sikre mest mulig forskning for pengene. Formålet med de nye retningslinjer bliver at understøtte stabile rammer for universiteterne og bidrage til, at samfundet får mest mulig gavn af universiteternes viden og de konkrete projekter. Det er vigtigt, at der fremadrettet holdes fast i, at samfundet skal have mest og bedst mulig forskning for de midler, som universiteterne modtager igennem aftalerne med Miljø- og Fødevareministeriet.

Herudover har Aarhus Universitet nu selv udarbejdet en ny handlingsplan for, hvordan fremtidig forskning og samarbejde med eksterne partnere skal forløbe. Et af oksekødsrapportens store kritikpunkter gik på, at den ikke gennemgik et eksternt peer-review. En sådan kvalitetssikring kunne være en mulig løsning på de udfordringer, som kan ligge i erhvervssamarbejde. Det fremgår yderligere, at universitetet fremadrettet vil sikre, at de eksisterende retningslinjer og intentionerne bag er tilstrækkeligt kendte og rodfæstet i de mange samarbejder med eksterne partnere.

Læs hele AU's handlingsplan her.

Relateret