12.09.19 DI Fødevarer Nyheder

Ny EU-Kommission sætter mål om bæredygtig fødevaresektor

Da kommissionsformand Ursula von der Leyen i tirsdags præsenterede sit bud på sammensætningen af den kommende EU-Kommission, satte hun samtidig overordnede målsætninger for den kommende fem års arbejdsperiode.

I det såkaldte ”mission letter” til EU-Kommissionens næstformand Frans Timmermans fremhæves det, at han får ressortansvar for en højtprofileret ”European Green Deal”, der skal gøre EU til verdens første klimaneutrale kontinent. I beskrivelsen af den opgave nævnes det blandt andet om fødevarebranchen, at EU-Kommissionen skal arbejde for en ny jord til bord strategi for bæredygtig fødevareproduktion i EU som en del af den overordnede mission inden for cirkulær økonomi.

Strategien skal inkludere både regulering, kommunikation og kampagner i samarbejde med branchen, medlemsstaterne og de andre EU-institutioner. Konkret skal strategien føres ud i livet af sundhedskommissær Stella Kyriakides i samarbejde med landbrugskommissær Janusz Wojciechowski.

Det er i øvrigt værd at bemærke, at den hidtidige landbrugskommissær Phil Hogan fortsætter som handelskommissær, hvorfor han bringer sin fødevareindsigt med til arbejdet med blandt andet Brexit og kommende handelsaftaler.

Læs mere om EU-kommissionens "European Green Deal" her.

Relateret