05.09.19 DI Fødevarer Nyheder

Svagere forventninger til produktion og beskæftigelse blandt fødevarevirksomhederne

Flere af de danske fødevarevirksomheder har svagere forventninger til både produktion og beskæftigelse for de næste tre måneder. Det viser det nye konjunkturbarometer fra Danmarks Statistik.

En større andel af virksomhederne i den danske føde- og drikkevarebranche forventer faldende produktion og beskæftigelse i de næste tre måneder sammenlignet med tallene fra juli. Branchen skiller sig derved en anelse ud fra den generelle tendens, hvor en større andel af industrivirksomhederne forventer fremgang både i produktion og beskæftigelse. Det viser det nye konjunkturbarometer fra Danmarks Statistik.

En lille tredjedel af fødevarevirksomhederne forventer, at både produktion og beskæftigelse vil falde i løbet af de næste tre måneder, mens lidt over 10 procent af industrivirksomhederne generelt set forventer, at produktion og beskæftigelse vil falde. Det kan indikere, at den øgede usikkerhed i verdensøkonomien påvirker fødevarevirksomhederne til at træde mere varsomt.

De svagere forventninger til beskæftigelsen kan skyldes, at den danske føde- og drikkevarebranche er en eksporttung branche, hvor usikkerhed om vækst på de udenlandske markeder kan forårsage, at virksomhederne holder igen med at ansætte nye medarbejdere.

Relateret