22.04.21 DI Fødevarer Nyheder

Mange fødevarevirksomheder er kommet stabilt gennem krisen

Trods den anden runde nedlukning af samfundet er fødevarebranchen samlet set kommet nogenlunde stabilt gennem krisen. Det viser en rundspørge blandt danske virksomheder, herunder fødevarevirksomheder. Men det har været en vanskelig tid for særligt de virksomheder, der leverer varer til bl.a. restauranter, storkøkkener og kantiner. Derfor glæder branchedirektør Leif Nielsen sig over, at endnu mere af samfundet nu er genåbnet.

Mere end 40 procent af de fødevarevirksomheder, der har deltaget i den seneste rundspørge til DI’s virksomhedspanel, peger på, at deres omsætning har været omtrent den samme i andet kvartal af 2021 som i samme periode sidste år.

Ser man på svarene fra det samlede virksomhedspanel, er der en noget større spredning i forhold til, hvordan den enkelte virksomhed er kommet gennem krisen. Nogle brancher har oplevet store stigninger i omsætningen, mens andre har tabt rigtigt meget salg gennem krisen.

Det understøtter tesen om fødevarebranchen som en mere ”stabil” branche, der er mindre følsom over for udsving i konjunkturerne. Danskerne og eksportmarkederne skal fortsat have mad på bordet – også i krisetider. Men som det også fremgår af figuren, så har nogle fødevarevirksomheder haft en vanskelig tid. Foodservicesalget har lidt et stort knæk som følge af nedlukningernes medfølgende restriktioner.

”I branchen som helhed har omsætningen ikke taget skade, om end bundlinjen, og dermed overskudsgraden, ikke har kunnet følge med i hele pandemien. Nogle områder af fødevarebranchen har været særligt ramt på grund af restriktionerne. Det er det store fald i foodservicesalget et bevis på. Derfor er det rigtigt godt, at endnu mere af samfundet nu er genåbnet. Det har heldigvis betydet, at flere virksomheder igen har fået travlt med at fylde lagrene op hos for eksempel restauranter, caféer og barer”, siger branchedirektør i DI Fødevarer, Leif Nielsen.

Coronakrisens varighed var en større nedtur end forventet
I foråret 2020 foretog DI en rundspørge i virksomhedspanelet, herunder blandt en række  fødevarevirksomheder, om deres forventninger til, hvordan coronakrisen ville påvirke deres omsætning. Dengang var der ingen af de adspurgte, der frygtede, at de ikke kunne vende tilbage til et normalt omsætningsniveau, mens knap ti procent svarede, at de hurtigt ville opnå et normalt niveau igen. Samtidig svarede over halvdelen, at de forventede at have et normalt omsætningsniveau efter blot et enkelt kvartal, mens stort set samtlige virksomheder svarede, at de ville have et normalt omsætningsniveau inden for et år.

Her et år senere – og med en større vished om coronakrisens reelle konsekvenser in mente – ser billedet noget anderledes ud. Knap fire procent forventer ikke, at de kan komme tilbage til samme omsætningsniveau som før krisen, mens knap 30 procent først forventer et normalt omsætningsniveau i 2022. Cirka syv procent forventer først at være tilbage i 2023 eller senere.

Det er dog ikke et udtryk for, at fødevarevirksomhederne er blevet mindre optimistiske for fremtiden. Men  et år med corona har vist virksomhederne de reelle økonomiske konsekvenser som følge af pandemien og givet dem mere konkrete fremtidsudsigter at handle ud fra.

Relateret