26.08.21 DI Fødevarer Nyheder

Fødevareeksporten vokser i første halvår af 2021

Fødevareeksporten steg knap to procent i første halvår af 2021 sammenlignet med første halvår 2020. Udviklingen skyldes blandt andet en højere vækst globalt og relativt høje priser på bl.a. grisekød, viser tal fra Danmarks Statistik.

2020 var et år præget af følgerne af COVID-19. Det gjaldt også for fødevareeksporten, som også har været mærket af den internationale afmatning, der fulgte med epidemien. Nu er der igen damp på kedlerne internationalt, og det kan også aflæses af udviklingen i fødevareeksporten, der voksede knap to procent i første halvår af 2021 sammenlignet med første halvår 2020. Stigningen kan blandt andet tilskrives en højere vækst globalt samt relativt høje priser på blandt andet grisekød.

Starten af 2021 var også på eksportmarkederne præget af COVID-19, men i takt med, at en stadig større del af befolkningen i de vigtige samhandelslande er blevet vaccineret, er der kommet mere gang i hjulene. Omkring årsskiftet fyldte Brexit også en hel del i forhold til eksporten, og føde- og drikkevareeksporten til Storbritannien er da også faldet med ca. 1 mia. kr. i første halvår af 2021 sammenlignet med samme periode sidste år. Det gode er, at faldet i eksporten til Storbritannien er mere end udlignet gennem øget eksport til andre markeder globalt. Som forventet er det altså lykkedes for de danske eksportører at finde andre afsætningsmuligheder for varer, der ellers har været berørt af det nye samhandelsregime i medfør af Brexit.

Hvad kan vi forvente af resten af 2021?

Den internationale valutafond IMF venter en fremgang i den globale økonomi på seks procent i 2021, og det vil også kunne mærkes på føde- og drikkevareeksporten resten af året, der dog påvirkes negativt af de nu lave globale priser på svinekød.

”I takt med udrulningen af vaccinerne kommer der gradvist mere gang i økonomierne rundt omkring, og det vil også være til gavn for en række danske fødevareeksportører. Og med en klimakrise, der igen er højaktuel, så står danske fødevareprodukter – der netop kan levere på klimaeffektiv produktion – til at kunne få et skub til den internationale afsætning. Men der er også ugler i mosen, da COVID-19 stadig udfordrer handlen, og svinepriserne er aktuelt droppet markant”, siger branchedirektør i DI Fødevarer Leif Nielsen.   

 

Relateret indhold