13.01.22 DI Fødevarer Nyheder

Analyse: 2021 tyder på at blive rekordår for fødevareksport

Den samlede danske fødevareeksport ligger på et rekordhøjt niveau. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at den danske fødevareeksport endnu en gang er steget i november 2021. Dermed tyder 2021 på at blive et rekordår for dansk fødevareeksport.

I november 2021 steg den samlede eksport af varer og tjenesteydelser med 3,7 pct. Ser man isoleret på eksporten af føde- og drikkevarer ser tallene ligeledes lovende ud. Her ser vi en stigning på hele 10,4 pct. siden august måned.

Denne udvikling hænger bl.a. sammen med en stigning på 9 pct. i september, der særligt var drevet af en vækst i eksporten af fisk, krebsdyr, bløddyr og varer deraf.

I november måned er væksten særligt drevet af en stigning i eksporten af kød og kødvarer, hvor vi ser en stigning på 249 mio. kr. (svarende til 9 pct. af den samlede kødeksport). Nedenstående graf sammenholder udviklingen i 2021 med 2020. Her fremgår det klart, at eksporten i 2021 i langt de fleste måneder har overgået niveauet for 2020.

Dansk fødevareeksport forventes at overgå sidste års resultat

Udbruddet af COVID-19 udgjorde en særlig udfordring for dansk fødevareeksport i 2020. Dansk fødevareeksport udviste imidlertid en vis robusthed og var dermed medvirkende til at opretholde den samlede vareeksport. Heldigvis tegner 2021 imidlertid til at lande på et højere niveau end sidste år. På nuværende tidspunkt ligger fødevareeksporten nemlig 3,8 mia. kr. over niveauet for sidste år ind til og med november måned. Dertil kommer, at 2020 endte med et dyk i fødevareeksporten. Der er altså meget der tyder på, at 2021 ender med at blive et bedre år for dansk fødevareeksport, når de sidste tal fra 2021 kommer ind.

Victor Stampe Damgaard Christensen
Skrevet af:

Victor Stampe Damgaard Christensen

Relateret indhold