09.01.20 DI Fødevarer Nyheder

Føde- og drikkevareeksporten faldt i november

Føde- og drikkevareeksporten faldt med 4 procent i november. Det sker i et år, hvor føde- og drikkevareeksporten i de første 11 måneder er steget 4 procent, og indenfor de seneste tre måneder hele 8 procent. Den samlede føde- og drikkevareeksport for november 2019 udgjorde 11 mia. kr.

Den samlede eksport af varer er næsten uændret fra oktober til november 2019, mens føde- og drikkevareeksporten er faldet med fire procent. Dog er både den samlede eksport af varer og føde- og drikkevarer højere i de første 11 måneder af 2019 end samme periode sidste år.

2019 har umiddelbart budt på en rigtig god start for den danske føde- og drikkevareeksport, men det kan tyde på, at eksporten er ved at bremse op. Der er dog store geografiske forskelle. Det indre marked har eksempelvis oplevet meget lav vækst i løbet af det sidste år. Til gengæld har markedet udenfor EU budt på eksportstigninger, hvor særligt føde- og drikkevareeksporten til Kina er med til at sørge for, at eksporten ikke går mere tilbage. 

Eksporten af føde- og drikkevarer til Kina er steget så markant i løbet af det sidste år, at der kun er lidt over 200 mio. kroners forskel på eksporten til det tyske marked, som traditionelt er det største afsætningsmarked for danske føde- og drikkevarevirksomheder.

Relateret