Foto: Getty Images

30.04.20 DI Fødevarer Nyheder

4 ud af 10 fødevarevirksomheder oplevede samme eller øget salg i påsken

DI’s virksomhedspanel har spurgt en række virksomheder, hvordan de oplevede påskesalget sammenlignet med en normal uge. Blandt en del af fødevarevirksomhederne tegner sig et positivt billede trods den igangværende coronakrise.

I en rundspørge foretaget i DI’s virksomhedspanel, blev der bl.a. spurgt: ”Hvad var din virksomheds omsætning i sidste uge i forhold til omsætningen i en normal uge efter påske?” Her svarede ca. 40 pct. af de danske fødevarevirksomheder, at de har oplevet enten samme eller øget omsætning. På tværs af hele virksomhedspanelet gør det sig gældende for 25 pct. af virksomhederne.

Til spørgsmålet om, hvordan virksomhederne forventer, at deres omsætning udvikler sig i hele 2020, så peger godt 28 pct. af de 56 besvarelser fra fødevarevirksomhederne i undersøgelsen på, at omsætning i 2020 forventes at ligge på et øget eller samme niveau som i 2019.

Dog forventer blot 29 pct. af virksomhederne i fødevarebranchen samme eller øget omsætning i hele 2. kvartal af 2020 i forhold til samme periode sidste år. Dette tal er fem gange lavere - på blot 6,2 pct. - for virksomhederne generelt.

Det generelle billede på tværs af brancher er mere dystert, idet blot 15 pct. af virksomhederne forventer samme eller øget omsætning for hele 2020. Det tyder alt andet lige på, at fødevarebranchen er lidt mindre følsom overfor de aktuelle konjunkturudsving.

Relateret