13.05.20 DI Fødevarer Nyheder

Corona og Brexit: En kedelig cocktail

Britisk økonomi har det ikke for godt, viser nye tal, og det bliver kun værre, forudser DI. Kedelige nyheder for danske virksomheder, der eksporterer til Storbritannien.

Briterne købte sidste år danske varer og tjenester for samlet 102 mia. kr. Det gør storbritannien til vores fjerdestørste eksportmarked. Corona og brexit er dog en kedelig cocktail, der kan komme til at spænde ben for mange ordrer til de danske eksportvirksomheder. 

Britisk økonomi skrumpede ifølge nye tal fra Office for National Statistics med 2,0 procent i første kvartal, men forude venter der ifølge Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri, et betydeligt større tilbageslag for et af dansk erhvervslivs vigtigste markeder. 

"Briterne lukkede først ned i sidste halvdel af marts, og derfor er de mindre hårdt ramt i første kvartal end en lang række af de øvrige lande i Europa. Der venter dog briterne en hård økonomisk nedtur på 10-15 procent i andet kvartal" siger Allan Sørensen.

"Det britiske marked har i de seneste år været præget af stor usikkerhed som følge af det meget kaotiske brexitforløb. Nu er meget lukket ned på grund af corona og fra nytår er Storbritannien ikke længere en del af det indre marked. Det er en tretrinsraket, der kan spænde ben for mange ordrer til de danske eksportvirksomheder" siger Allan Sørensen.

Relateret