07.05.20 DI Fødevarer Nyheder

Dystre økonomiske udsigter for Danmarks største samhandelspartnere

De seneste tal under coronakrisen peger på store BNP-nedgange i en række lande, herunder nogle af de største aftagere af dansk eksport. Tallene dækker de måneder, hvor landene har været helt eller delvist nedlukkede.

I både Tyskland, Frankrig, Sverige, USA og Storbritannien forventer Oxford Economics, at landenes BNP daler med op til 5 pct. Værst forudses det at komme til at gå i Frankrig med en nedgang på 5,3 pct. i BNP. DR rapporterer således fra Europa-Kommissionens seneste prognose, at økonomien i hele EU vil falde med 7,4 pct. af bruttonationalproduktet alene i år.

Kina rammes også af nedgangen i den globale økonomi. Selvom kineserne er længere fremme i forhold til at bekæmpe virus, så er landet afhængig af udviklingen i verdensøkonomien. Kina forventes at få en let negativ vækst i april på 0,2 pct.

På trods af de massive negative konsekvenser for økonomierne, har de fleste lande fortsat en meget restriktiv lockdown. I Tyskland er grænserne lukket, og i Frankrig er der fortsat komplet nedlukning til 11. maj, hvorefter 1. fase af genåbningen vil finde sted. Storbritannien er ligeledes lukket helt ned og vil først evaluere på restriktionerne i løbet af de kommende dage.

Sverige er dog afstikkeren i selskabet, da de har vedtaget nogle af de mindst omfattende begrænsninger i samfundet i hele EU. Alligevel forventes den svenske BNP at falde med 4 pct. i 2020.

Relateret