25.06.20 DI Fødevarer Nyheder

Kraftig stigning i forbrugertilliden

Siden starten af året har forbrugertillidskurven været i frit fald. Men nu er den kraftigt på vej opad igen.

Det går den rigtige vej for forbrugertilliden i Danmark. Det viser de seneste tal fra Danmarks Statistik. Forbrugertilliden er en indikator for forbrugernes syn på den nuværende økonomiske situation i Danmark, samt forventning til den fremtidige økonomiske situation.

Selvom forbrugertilliden fortsat er negativ med minus 3,1 for juni 2020, så står det langt fra lige så slemt til som i starten af coronakrisen, hvor tilliden var nede på knap minus 12 i april måned, hvor det stod værst til. 

Forbrugertilliden er med andre ord i stærk positiv vækst med undtagelse af forbrugernes vurdering af Danmarks nuværende økonomiske situation. Tilliden vurderes her til minus 33,4 på skalaen, og er derfor på samme niveau som under finanskrisen i efteråret 2009. Familiernes egen økonomiske situation i dag, sammenlignet med for et år siden, er med til at trække tilliden op – her er indikatoren på 7,5 for juni.

Særligt forbrugernes vurdering af Danmarks økonomiske situation om et år – med en indikator på 12,6 – bidrager til den positive vækst i tilliden.

Læs mere om de seneste tal fra Danmarks Statistik her.

Relateret