Jakob Lave i rundbordssnak i Madtanken om børn og unges madkultur

Madtanken samledes for at drøfte rapporten "Unges Madkultur: Mellem TikTok, tidspres og traditioner". DI Fødevarer, repræsenteret ved branchedirektør Jakob Lave, er en del af Madtanken.

Rishi@happyliving.dk
01.10.26 • DI Fødevarer • Nyheder

Børn og unges madkultur: Der er håb for fremtiden

En ny rapport fra Madtanken, som DI Fødevarer er en del af, viser at de unges interesse og forståelse for mad er stor. Det er ikke lysten til fællesskab og gode måltider, der mangler – der er dog nogle omstændigheder som økonomi og overskud i hverdagen, hvor vi skal hjælpe med at skabe bedre rammer.

Debatten om børn og unges madvaner har det ofte med at tage udgangspunkt i det, der bekymrer. At de unge spiser for meget fastfood. At de springer måltider over. At de bruger mere tid på sociale medier end i køkkenet. Men måske er det på tide at nuancere fortællingen.

En ny rapport fra Madkulturen viser nemlig, at interessen for madlavning blandt unge fortsat er høj. Faktisk peger rapporten på, at forestillingen om en generation, der har mistet lysten eller evnen til at lave mad, ganske enkelt ikke holder vand.

Tværtimod udvikler mange unge stærke madkompetencer. Særligt dem, der tidligt får ansvar og erfaring i køkkenet. Blandt unge, der havde ansvar for aftensmaden mindst én gang om ugen i barndommen, føler 78 procent sig klædt på til at klare sig selv med mad senere i livet. For unge uden samme erfaring er tallet 33 procent.

Det understreger en vigtig pointe: Gode madvaner starter tidligt.

Analyse af unges kilder til læring om mad

Aftensmaden lever i bedste velgående

Samtidig viser rapporten, at de unge langt fra har opgivet madlavningen.

99 procent spiser aftensmad på en typisk aften, og for omkring tre ud af fire er aftensmåltidet helt eller overvejende hjemmelavet. Aftensmaden står fortsat som et vigtigt holdepunkt i en ellers travl og omskiftelig hverdag.

Rapporten viser også, at fællesskabet omkring måltidet spiller en afgørende rolle. Når unge spiser sammen med andre, bruger de mere tid på maden, spiser mere varieret og er mere tilfredse med måltidet. To ud af tre unge foretrækker da også at spise sammen med andre.

Det er værd at huske i en tid, hvor måltidet ofte reduceres til et spørgsmål om ernæring. Måltidet handler også om fællesskab, trivsel og relationer.

Analyse af unges holdning om mad og fællesskab

Sociale medier er ikke kun en udfordring

Sociale medier bliver ofte fremstillet som en del af problemet, men rapporten viser også, at de kan være en del af løsningen.

71 procent af de unge møder madindhold på sociale medier hver dag eller oftere, og 62 procent peger på internettet som en vigtig kilde til det, de kan om madlavning. Sociale medier fungerer i stigende grad som inspiration til opskrifter, nye råvarer og nye madvaner.

Det ændrer ikke ved, at de unge skal navigere i et komplekst digitalt madlandskab med et væld af råd og trends. Der er også en masse myter og ikke mindst markedsføring fra udlandske aktører, som man skal være opmærksom på, og hjælpe til ikke præger de unge i en uhensigtsmæssig retning.

Analyse af unges møde med madindhold på sociale medier

Der er stadig udfordringer, vi skal tage alvorligt

Den positive fortælling må dog ikke få os til at overse de udfordringer, rapporten også peger på. For selvom interessen for mad er høj, oplever mange unge barrierer i hverdagen.

53 procent siger, at de har svært ved at finde på, hvad de skal spise. Det er ikke nødvendigvis selve madlavningen, der er udfordringen. Ofte starter problemerne længe før komfuret bliver tændt. Planlægning, inspiration og beslutningen om, hvad der skal på tallerkenen, fylder mere, end mange tror.

Økonomien spiller også en stor rolle. Blandt de unge, der oplever forskel på, hvordan de gerne vil spise, og hvordan de faktisk spiser, peger 53 procent på prisen som en afgørende barriere. Blandt udeboende unge stiger tallet til hele 70 procent.

Samtidig svarer 64 procent, at de ville ønske, de havde mere overskud til at lave mad i hverdagen. Studier, arbejde, fritidsaktiviteter og sociale relationer konkurrerer med tiden i køkkenet, og maden bliver ofte endnu en opgave på en allerede lang to-do-liste.

Det er derfor ikke mangel på vilje, der er den største udfordring. 
Det er mangel på tid, penge og overskud.

Analyse af unges begrænsning på kostvalg grundet pris

En fælles opgave

Rapporten peger på noget vigtigt. Nemlig at gode madvaner og en stærk madkultur er et fælles ansvar. Hvis vi vil styrke næste generations maddannelse, skal vi begynde tidligt og skabe de bedst mulige rammer for, at børn og unge kan få erfaringer med mad og madlavning. Det ansvar skal løftes af såvel forældre, som samfund og fødevarebranchen.

Heldigvis ser vi mange danske fødevarevirksomheder allerede tage ansvar.

Et godt eksempel er Arla, som gennem initiativer som Arla Food Movers og The Average Cooking Club arbejder for at styrke unges madkompetencer, madglæde og fællesskaber omkring måltidet. Rapporten er desuden blevet til med støtte fra Arla Fonden og skal danne grundlag for det videre arbejde i Madtanken.

Analyse af unges inspiration til måltidet

Sammen skaber vi en god madkultur

Konklusionen er egentlig ganske enkel. Der er håb for ungdommens maddannelse. Men rapporten minder os også om, at gode madvaner ikke opstår af sig selv. De kræver erfaringer, fællesskaber og de rette rammer for at skabe en god kultur og gode vaner.

Det er ikke de unge, den er gal med. Vores opgave er at give dem de bedste forudsætninger for at lykkes med mad, måltider og fællesskaber.

Publikationer

Unges Madkultur: Mellem TikTok, tidspres og traditioner

Læs rapporten her

Relateret indhold