Danish Crown giver veteraner plads til at lykkes
Fra venstre ser vi Johnny Randrup, der står ved siden af fabriksdirektør på Danish Crown-slagteriet i Horsens, Jesper Frandsen, til højre.
På slagteriet i Horsens har Danish Crown skabt særlige rammer, der hjælper veteraner med PTSD ind på arbejdsmarkedet. For tidligere soldat Johnny Randrup har arbejdet givet langt mere end en lønseddel. Det har givet ham et holdepunkt, gode kolleger og følelsen af igen at være en del af noget.
For de fleste er en hånd på skulderen en lille gestus.
For Johnny Randrup gør den en stor forskel.
Når en kollega på Danish Crowns slagteri i Horsens skal gå bag om ham, lægger vedkommende først hånden på hans skulder. Skal der bruges larmende værktøj, får han besked på forhånd. Det betyder, at han ikke bliver overrasket af pludselige bevægelser eller støj.
Hensynene kan lyde små. Men de er afgørende for, at Johnny Randrup kan passe sit arbejde.
Han er tidligere soldat og var udsendt til Kosovo i 2002 og Irak i 2003. I dag lever han med PTSD. Tilstanden kan blandt andet gøre støj og mange mennesker tæt omkring ham til en alvorlig belastning. Hvis påvirkningen bliver for voldsom, kan den sidde i kroppen i flere timer og i sidste ende føre til sygefravær.
På slagteriet er hans arbejdsplads derfor indrettet, så han ikke står midt i det hele. Han arbejder mandag, onsdag og fredag, så der er tid til at lade batterierne op mellem arbejdsdagene. Og fra første dag har kollegerne været forberedt på, hvordan de bedst tager imod ham.
Det har gjort arbejdet muligt. Men arbejdet har også gjort noget andet muligt: At være en del af hverdagen og fællesskabet igen.
“Det har betydet alt. Det er en tilværelse og et holdepunkt i hverdagen. Der er behov for mig,” fortæller Johnny Randrup, slagterimedarbejder hos Danish Crown i Horsens og veteran.
Arbejdslyst er også at vide, at der er brug for dig
Arbejdslyst bliver ofte forbundet med god ledelse, spændende opgaver og gode kolleger. På slagteriet i Horsens bliver begrebet meget konkret.
Her står en række veteraner op og går på arbejde, ikke bare fordi de skal, men fordi arbejdet giver mening, identitet og følelsen af at bidrage.
Johnny Randrup beskriver det selv sådan:
“Jeg føler, at jeg gør en forskel, nøjagtigt som da jeg var udsendt. Jeg er en del af samfundet, og jeg er ‘nogen’. Jeg har en social status ved at have et arbejde,” lyder det fra Johnny Randrup.
Arbejdsdagen giver ham også noget at tage med hjem. Han og kæresten kan dele dagens oplevelser og tale om det, der er sket på deres respektive arbejdspladser.
Det er netop dét, arbejde kan, når det er bedst. Det giver ikke kun indkomst og produktion. Det giver mennesker noget at stå op til og noget at fortælle om, når andre spørger: Hvad laver du?
“Ingen stiller spørgsmål til mig om min tid som soldat. Jeg skal nok selv fortælle, hvis jeg har lyst. Lige netop den tilgang har virksomheden forberedt mine kolleger på, inden jeg startede,” siger Johnny Randrup.
Virksomheden tilpasser sig mennesket
Indsatsen for veteraner begyndte, efter fabriksdirektør Jesper Frandsen selv havde fået øjnene op for, hvor svært nogle tidligere udsendte havde det.
Jesper Frandsen er selv veteran og var udsendt til Kosovo i 2000. Flere år senere begyndte han at høre om tidligere udsendte, herunder mennesker han kendte, som havde svært ved at få hverdagen til at hænge sammen. Da han i 2019 begyndte på fabrikken i Horsens, besluttede han, at virksomheden skulle forsøge at gøre en forskel.
De første forsøg viste imidlertid, at gode intentioner ikke var nok. Virksomheden manglede viden om PTSD og om, hvad der konkret skulle til, hvis veteraner med særlige behov skulle kunne få og fastholde et arbejde. Derfor søgte fabrikken blandt andet viden hos Veterancentret, veterankoordinatorer, veteranhjem og fagpersoner. Der blev afholdt workshops, og medarbejdere blev uddannet som virksomhedsmentorer.
I begyndelsen blev 12 mentorer uddannet. Siden er flere kommet til, og Jesper Frandsen vurderer, at fabrikken nu har omkring 25 uddannede virksomhedsmentorer. Det store antal gør det muligt at finde en mentor, som den enkelte veteran har den rette kemi med.
Men den grundlæggende idé er egentlig enkel: Veteranen skal ikke presses ind i et færdigt job. Jobbet skal i videst muligt omfang formes efter det menneske, der skal udføre det.
“Vi ansætter dem i et job, som de 80 procent kan se sig selv i, og så tilpasser vi de sidste 20 procent. Tidligere har veteraner ofte skullet tilpasse sig virksomheden, hvis de ville have et job. Vi har vendt det om og sagt, at vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at tilpasse os den enkelte,” fortæller Jesper Frandsen, fabriksdirektør hos Danish Crown i Horsens.
Fabrikken har identificeret omkring 30 opgaver eller minijob, som kan løses enkeltvis eller sættes sammen til større stillinger. Opgaverne findes blandt andet ved at trække mere standardiserede funktioner ud af eksisterende job. Det frigiver samtidig tid hos specialiserede medarbejdere til de opgaver, der kræver deres erfaring.
“Det handler om at parre veteranen med det rigtige job. Vi er et slagteri, men vi har mange andre typer opgaver. Man skal kende sin virksomhed og identificere de opgaver, som en højt specialiseret medarbejder ikke nødvendigvis behøver at løse, hvis en anden kan tage dem,” siger Jesper Frandsen.
Ét skridt ad gangen
Når en veteran begynder på fabrikken, udvikler virksomheden kun på én af to parametre ad gangen: Enten flere timer eller mere komplekse arbejdsopgaver.
Skal medarbejderen op i tid, sker det først i et job, som vedkommende allerede kender. Skal medarbejderen lære nye funktioner, foregår det inden for den eksisterende arbejdstid. Først når den nye opgave fungerer, kan timetallet igen justeres.
Det kræver tålmodighed. Også fordi mange veteraner ifølge Jesper Frandsen har store ambitioner på egne vegne og nogle gange skal hjælpes til ikke at gå for hurtigt frem.
Derudover får veteranerne et sikkerhedsnet. De bliver ikke opsagt, hvis sygdom eller fravær skyldes PTSD. Ifølge Jesper Frandsen fjerner det en frygt, som ellers i sig selv kan gøre medarbejderne mere syge.
Johnny Randrup mærker den tryghed i hverdagen. Når han har været fraværende, bliver der ikke kigget skævt til ham. Kollegerne er i stedet glade for at se ham igen, når han vender tilbage med fornyet energi.
Han har også en mentor, som han kan dele både gode og svære oplevelser med. Over tid har relationen udviklet sig til et tæt kollegaskab med et særligt fortrolighedsforhold - også med hjælp fra en fælles interesse for motorcykler.
“Min mentor er en person, jeg kan tale med om mig og mine stressfaktorer. Jeg kan dele både gode og dårlige ting med min mentor. Han kender mig rigtig godt, har forståelse for mig og kan også mane mig til besindighed, hvis der er behov for det, ” siger Johnny Randrup.
En indsats, der også giver værdi for virksomheden
Indsatsen kræver tid og ressourcer. Hvis man alene måler på antallet af ansatte, står indsatsen ifølge Jesper Frandsen ikke mål med resultatet. Det kræver meget arbejde at skabe få stillinger, som ofte begynder med et begrænset timetal.
Men værdien kan ikke alene tælles i stillinger og arbejdstimer.
Veteranerne er ifølge fabriksdirektøren loyale medarbejdere, som gerne bidrager til at udvikle deres egne opgaver. I den tid, de er på arbejde, er de effektive, og de kan løse funktioner, som virksomheden ellers kunne være nødt til at købe eksternt.
“De mennesker, vi får, er folk, som vil gå gennem ild og vand for dig. De er meget loyale medarbejdere, og de vil gerne være med til at udvikle deres eget job. Jeg mærker et ønske om løbende at gøre sig selv værdifuld, ” siger Jesper Frandsen.
Samtidig har indsatsen betydning for hele arbejdspladsen.
“Mange medarbejdere har sagt til mig, at de er stolte af den indsats, vi gør for veteraner. Det giver ro og varme, at det også internt bliver bemærket,” Jesper Frandsen.
Han fremhæver især de kolleger, der arbejder tæt sammen med veteranerne:
“Mine medarbejdere har vist sig fra deres allerbedste side og taget utrolig godt imod dem. Det betyder alverden, ” Jesper Frandsen.
Indsatsen blev anerkendt med Veteranprisen for 2024. Men for Jesper Frandsen handler det ikke om priser eller om at ansætte flest muligt. Det handler om at finde de veteraner, som kan se sig selv i et arbejde på fabrikken, og derefter skabe det rigtige match mellem menneske og opgave.
Nogen skal gøre lidt ekstra
På Danish Crowns slagteri i Horsens er hensynene til veteranerne ikke tænkt som en særordning, der står alene. De udspringer af en bredere tilgang til mennesker, der i perioder har brug for noget ekstra for at kunne bevare tilknytningen til arbejdspladsen.
Det kan være veteraner med PTSD. Men det kan også være eksisterende medarbejdere, der efter en ulykke eller andre begivenheder i livet har behov for færre timer eller et fleksjob.
For Johnny Randrup blev resultatet af den filosofi ikke blot et job. Det er et holdepunkt, et fællesskab og følelsen af at være nødvendig.
“Hvis vi som stor virksomhed ikke kan håndtere mennesker, der kræver lidt ekstra, kan jeg godt forstå, at mindre virksomheder har svært ved det. Nogen skal gøre lidt ekstra. Det tror jeg, vi alle sammen skal,” lyder det fra Jesper Frandsen.