Cybersikkerhed og beredskab

Trusselsbilledet imod Danmark og de danske handelsvirksomheder er blevet alvorligt, komplekst og uforudsigeligt, og det gælder uanset om det drejer sig om fysiske trusler eller digitale trusler. Disse trusler skal vi være forberedte på at håndtere. 

En krise, et cyberangreb, et forsyningskædebrud eller et strømsvigt kommer aldrig belejligt, og selvom det er umuligt at undgå helt, så er det muligt at mitigere risikoen for omfattende konsekvenser for din virksomhed, hvis du er godt forberedt. 

Det kræver først og fremmest, at vi tager et kritisk blik på vores virksomheds risikobillede: Hvor er vi sårbare henne? Hvad er vores risici? Og hvad ville truslen være? 

Samtidig skal vi som handelsvirksomheder også balancere flere hensyn bedst muligt. Når vi for eksempel øger sikkerheden ved et log-in i vores købsflow, så påvirker det kundeoplevelsen. Og en dårligere kundeoplevelse fører til færre salg. 

Forberedelsen er dog en ting. Det er ikke længere et spørgsmål om, hvis et cyberangreb finder sted imod ens virksomhed, men snarere hvornår, så hvordan håndterer vi det som virksomhed? 

Cybersikkerhed og beredskab er nødvendigt at forholde sig til inden krisen rammer. Ikke for at styrke din konkurrenceevne som de andre temaer i vores vision for fremtidens handelsvirksomheder, men for at sikre, at du også kommer til at have en virksomhed, når først du er blevet ramt af et angreb.

Et dilemma om cybersikkerhed og beredskab

Det er ikke et spørgsmål om, hvis din virksomhed bliver ramt af et cyberangreb, men hvornår. Til gengæld skal du træffe et valg om hvordan du vil prioritere din indsats: Er du villig til at gå så langt som muligt for at gardere dig imod truslerne, at det kan påvirke dine kunders oplevelse negativt? Eller vil du prioritere en bedre kundeoplevelse og en bedre bundlinje, men også risikere større konsekvenser af et cyberangreb? 

Hvad vælger du?

Vores tilbud

Vores politiske ambitioner

Forskellige begivenheder de seneste år fra Ruslands ulovlige angrebskrig mod Ukraine, forsyningskriser og COVID-19 har tegnet en helt ny geopolitisk virkelighed. Nye trusler er kommet til. Danmark står sammen med resten af Europa foran et nyt trusselsbillede med cyberangreb og informations- og påvirkningsoperationer. 

Virkeligheden i dag er også, at den offentlige sektor og private virksomheder er vævet ind i hinanden i langt højere grad end for blot få årtier siden. De er hinandens forudsætninger for, at samfundet fungerer. 

Håndteringen af COVID-19 viste, at nok kunne vi håndtere en stor uforudset krise, men det blev også tydeligt, at beredskabet ikke var tilstrækkeligt, og at virksomhederne blev involveret for tilfældigt, for ukoordineret og i nogle tilfælde alt for sent. 

Derfor skal det private og offentlige arbejde bedre sammen i en situation, hvor mere og mere komplekse kriser banker på døren. Danmark skal have et stærkere beredskab, der går på tværs af sektorer og aktører i det offentlige og det private.

DI’s ambition er at sikre, at Danmark har et robust og effektivt beredskab, der kan håndtere både nationale og internationale kriser, herunder naturkatastrofer, pandemier, cyberangreb og andre trusler. Det skal blandt andet ske ved at: 

  • Inddrage private virksomheders enorme ekspertise og kapaciteter i beredskabet
  • Øge det nationale forsvar mod hybride trusler
  • Styrke organiseringen af beredskabsindsatsen
Jacob Kjeldsen

Jacob Kjeldsen

Branchedirektør