Vores virksomheder skaber ikke kun resultater på bundlinjen, men gør også en forskel for de små og store samfund og fællesskaber, vi er en del af. Med en verden i forandring er det kun endnu vigtigere, at vi spiller aktivt med – for vores kunder stiller nye og større krav, og hvis bymidten sygner hen, så gør samfundet også.
Danmark er en handelsnation, og handelsbranchen udgør i dag 20% af den private beskæftigelse. Dermed spiller de danske handelsvirksomheder en stor og vigtig rolle for Danmark, men også de lokalsamfund, som vi er en del af.
Allerede i dag forventer forbrugerne, at de kan opleve dit produkt i en fysisk butik, og derefter gå hjem og bestille det – med levering næste dag. Og en købsoplevelse, hvor det fysiske og digitale møde med kunden – også kaldet omni-channel – bliver kun mere og mere almindeligt i fremtiden. Og det vil stille større krav til jer som handelsvirksomhed.
Handel har altid været en stor del af bylivet, og når butikkerne i bymidten lukker, så begynder de lokale at orientere sig mod de større byer. I første omgang for at handle, men senere for at bo og leve.
Gode lokale byliv og fællesskaber kan ikke skabes uden et stærkt handelsliv, og det bliver handelsvirksomhedernes opgave at tænke i nye baner, hvor vi både kan skabe resultater på bundlinjen – og for vores naboer i de små samfund og fællesskaber, vi også er en del af.
Et dilemma om samfundsengagement
Tilliden til din virksomhed bliver et konkurrenceparameter, hvor kunder og samfundet omkring dig kan stille større krav til ikke kun dit produkt, men også dit engagement. Vil du holde en lav profil og undgå ”at mene for meget”, så du ikke potentielt skræmmer nogen væk? Eller tager du klart stilling til etiske dilemmaer også selvom det kan betyde, at du mister omsætning?
Hvad vælger du?