DI Handel Nyheder

Fem ting du skal vide om de nye geoblockingregler

E-HANDEL: Geoblocking betyder blokering af brugere eller kunder på dit website på grund af deres geografiske placering. Fra den 3. december 2018 er det forbudt. Få de fem vigtigste ændringer her.

Kernen i de nye EU-regler er at komme uberettiget geoblocking til livs. Derfor giver forordningen brugerne, både B2B og B2C, en række rettigheder, der skal imødegå forskelsbehandling af EU-borgere på baggrund af geografisk placering.

Her får du de fem kerneelementer i reglerne.

Læs også: 4 trin til succesfuld B2B e-handel

Adgang til websites

Som udgangspunkt må du ikke blokere brugeres adgang til din hjemmeside, ligesom du ikke må omdirigere dem til en anden version af sitet uden deres samtykke. Hvis du vil vise brugeren over på f.eks. en svensk version af dit site, fordi du kan se, at brugeren logger på fra Sverige, så skal brugeren give samtykke inden. Selv hvis kunden lader sig omdirigere, skal der fortsat være adgang til den version af siden, brugeren oprindeligt søgte adgang til.

Adgang til varer

Efter den 3. december 2018 har du som erhvervsdrivende pligt til at sælge til kunder i hele EU på samme vilkår, som du sælger til dine andre kunder. Du har ikke pligt til at levere ud over det område, du normalt servicerer. Kunden skal opgive en leveringsadresse inden for det område eller hente varerne ved et pick-up point.

Læs også: Virksomhedernes syn på B2B e-handel

Adgang til services

For services som for varer skal alle kunne handle hos dig. Reglerne specificerer to situationer, hvor du ikke må forskelsbehandle kunder:

  • Serviceydelser, der leveres elektronisk, f.eks. cloudløsninger, website hosting mv. (enkelte undtagelser gælder for copyrightomfattet materiale)
  • Serviceydelser, der leveres i sælgers land, som f.eks. adgang til koncerter, events, forlystelsesparker eller billeje.

Gælder både B2B og B2C

Reglerne gælder uanset, om du sælger til forbrugere eller til erhvervsdrivende, så længe kunden er slutkunde. Det vil sige, at du ikke er forpligtet til at sælge til kunder, der har videresalg, udlejning etc. for øje.

Betalinger

Som erhvervsdrivende bestemmer du selv, hvilke betalingsmidler du vil modtage, men også her gælder det, at du ikke må forskelsbehandle på baggrund af geografi. Hvis du tager imod et bestemt kreditbrand, så skal du tage imod det uanset, hvor kortet er udstedt. Det samme gælder, hvis du tager imod konto-til-konto overførsler, debetkort etc.

Læs også: Nyt e-handelscenter skal hjælpe danske virksomheder med e-handel og e-eksport

Relateret