Colourbox
01.12.20 DI Handel Nyheder

Black Friday blev til Black Week og slog rekord online

Coronakrisen fik danskerne til tasterne og dankortet til at gløde. Det fremgår af friske tal for ordre og omsætning i ugen som DI Handel har indsamlet.

Black Friday blev i år til Black Week med tilbud i hele sidste uge. Dette bekræfter både DanDomain, PostNord og Nets, der tilsammen tegner billedet af det danske e-handelsmarkedet.

- Vi er glade for, at købelysten blandt danskerne er intakt på trods af corona. Det er vigtigt for detailhandlen, som har kurs mod den største vækst siden 2006, siger branchedirektør i DI Handel Sidsel Dyrholm Holst.

Nets oplyser, at de største webshops i Danmark har oplevet en samlet ordrestigning på 20 pct. for hele ugen, mens stigningen hos DanDomains 6.000 webshops har været på 51 pct. i forhold til 2019. PostNord kan også bekræfte, at det har været den største e-handelsweekend nogensinde.

Nets tal viser, at der har været stigninger hele ugen, på nær fredag. Det betyder dog ikke, at danskerne ikke shoppede om fredagen, for det gjorde de i dén grad. Fredagen var den travleste dag med over tre gange så mange online køb, som der var om mandagen. Sammenligner Nets hele Black Friday-ugen med sidste år, kan de se, at de største webshops har haft en samlet stigning i deres salg på 20 pct.

Læs også: Nye konjunkturbarometre for engros og detail

En samlet omsætningsfremgang på 56 pct. 

Hos DanDomain, som er Danmarks førende webshopudbyder med over 6.000 webshops, kan de også berette, at Black Friday er afløst af Black Week i år. Deres webshops har samlet set haft stigninger i både ordreantal og omsætning hver dag under hele Black Friday-ugen, og det kulminerede i weekenden med en tæt på fordobling af omsætningen i forhold til 2019. Samlet set er antallet af handler online steget med hele 51 pct., mens omsætningen er steget med 56 pct. sammenlignet med sidste år.

- Det har været imponerende at se salgsudviklingen hen over ugen. Hver dag i løbet af ugen har out-performet samme dag sidste år og med et samlet omsætningsløft på 56 pct., på en i forvejen travlt og vigtigste uge online, er det, det største vi har oplevet, siger Anders Eiler, CSO hos DanDomain.

Læs også: Amazon som eksportkanal: En sælgers historie

PostNord oplever den største weekend nogensinde

Også hos PostNord har man forberedt sig på det rekordhøje salg ved bl.a. at have ansat flere hænder, indkøbt flere biler og oprettet ekstraordinære udleveringssteder for at kunne følge med. Deres forventning er, at de skal sortere ekstremt mange pakker i aften, hvor der vil være et stort rykind af pakker fra Black Friday weekenden.

- Så gik Black Friday for alvor i gang, og i weekenden har vi hos PostNord haft tæt på 800.000 pakker gennem vores pakketerminaler. Der er tale om en rekordweekend – den største nogensinde! Hele sidste uge var dog tydeligvis Black Friday-uge, hvor vi havde en vækst på pakkemængderne på op mod 50 pct. i forhold til de samme dage sidste år, siger Lene Reipuert, pakkechef i PostNord.

- Pakkerne fra Black Friday fortsætter dog med at strømme ind, og derfor forventer vi, at de kommende dage bliver endnu mere travle hos os. Vi har forberedt os grundigt, og med mere end 450 ekstra pakkebiler i gadebilledet sørger vi for, at alle pakker kommer frem. På trods af de rekordstore mængder vil langt de fleste pakker blive leveret til tiden, men der kan være enkelte, som er ekstra dage undervejs, siger Lene Reipuert, pakkechef i PostNord.

- Vi foretog i slutningen af oktober en rundspørge blandt danskerne, der viste, at 54 pct. forventede, at rykke deres Black Friday-køb online. Vi er derfor ikke overraskede.

- Flere danskere har taget onlinehandel til sig, og især corona har sat fut i websalget. Det er derfor vigtigt, at danske virksomheder enten starter salg via digitale kanaler eller styrker dem, de har, så de er til stede, der hvor et stadigt stigende antal forbrugere er, siger branchedirektør i DI Handel Sidsel Dyrholm Holst.

Styrk din faglige profil

E-handel, marketing, B2B salg og kundeoplevelser. Få unik viden og erfaringer gennem nyheder, analyser og events fra specialister, ligesindede handelsvirksomheder og DI Handel hver uge.

Ja tak, giv mig unik viden

Relateret indhold