15.12.20 DI Handel Nyheder

E-handel anno 2021?

Større krav til brugervenlighed, bedre målgruppekendskab og gennembrud af visual search. Læs to digitale eksperters bud på, hvordan e-handelslandskabet ser ud i 2021.

Ingen tidligere begivenhed har fået e-handel til at vokse så stærkt som da covid-19 på kort tid ændrede vores liv og arbejdsliv radikalt. Andelen af virksomheder med e-handel i Danmark er på ét år steget fra 26 pct. i 2019 til 32 pct. i 2020 viser tal fra Danmarks Statistik. Altså en stigning på hele 6%.-pt., hvilket er den største stigning, der er set i Danmark hidtil. En stigning, der ses indenfor samtlige webkanaler og markeder.

E-handel har bevist sit værd og er mere relevant end nogensinde. De fleste virksomheder kommer ikke udenom e-handel som en integreret del af deres salgskanalstrategi. Men hvilke trends og tendenser kan vi forvente i 2021? Lars Hedal fra Hesehus og Daniel Gerhardt fra Shark Gaming Systems A/S tager et kig ind i krystalkuglen.

Læs også: Hvad koster det at sælge via en online markedsplads?

Lars Hedal, CEO i det prisvindende e-handelshus Hesehus

E-handel anno 2021 er blevet mere forretningskritisk end nogensinde. Mange virksomheder har over årene været ambitiøse og strategiske i deres tilgang til e-handel, og analyserne viser, at de har haft succes. Men der har også været en del virksomheder, der primært har set e-handel som en omkostning med et lille fremtidigt potentiale for forretningen. Vi har oplevet i 2020, at alle nu ser potentialet i e-handel og dermed også er klar over, at det er afgørende for virksomhedens fremtid, at e-handel tænkes ind i den overordnede strategi.

En anden 2020-tendens, som har været tydelig, er, at B2B-virksomhedernes salgskanaler forandrer sig. Det vil fortsætte i 2021 med endnu mere direkte salg til slutkunderne gennem egen webshop og via online markedspladser.

I 2021 vil vi se det store gennembrud for teknologier som visual search (tag et billede og få ”søgemaskinen til at finde information om motivet). Allerede i år har vi rullet det ud på Matas’ succesfulde webshop, og da det er noget, der gør kunderejsen endnu nemmere, vil vi se det brede sig.

Læs også: Danskerne bruger færre penge i udenlandske netbutikker

Daniel Gerhardt, Adm. Direktør i Nordens største gaming forhandler Shark Gaming Systems A/S

E-handel anno 2021 er det første skelsættende år, hvor e-handel for alvor overtager og slår det sidste søm i detailhandlens kiste. At åbne en butik i dag vil blive en dårlig beslutning på den korte og den lange bane.

Kunderne vil i større udstrækning stille flere krav til brugervenlighed og kundesupport til forretningers webshop. Alle hjemmesider skal tænkes mobile first og man skal kende sin målgruppe bedre end de kender sig selv. Hvis der ikke var mangel nok på hjemmesideudviklere i forvejen, vil fremtiden kun øge efterspørgslen på udviklere og eksperter i e-handel og digitale værktøjer.

Digitale løsninger vil på alle områder, og jeg mener alle områder, overgå de fysiske rammers begrænsninger. Udviklingen ser jeg derfor meget positiv og mulighederne uendelige.

Læs også: Sociale medier er 2021s handelsplatforme

Styrk din faglige profil

E-handel, marketing, B2B salg og kundeoplevelser. Få unik viden og erfaringer gennem nyheder, analyser og events fra specialister, ligesindede handelsvirksomheder og DI Handel hver uge.

Ja tak, giv mig unik viden

Katrine Jacobi
Skrevet af:

Katrine Jacobi

Relateret indhold