Prisen for Årets Digitale SMV:Omstilling er en hyldest til de små og mellemstore virksomheder, som for alvor har taget den digitale omstilling til sig.

07.12.20 DI Handel Nyheder

En skarp, digital trio udgør finalisterne til Prisen for Årets Digitale SMV:Omstilling 2020

Det bliver Billig-Arbejdstøj.dk, Ebbes Kleinsmedie og The Survey Association, som skal dyste om Prisen for Årets Digitale SMV:Omstilling 2020. Vinderen udpeges af regeringens SMV:Board, som står i spidsen for SMV:Digital. Erhvervsminister Simon Kollerup vil annoncere vinderen i det nye år.

Prisen for Årets Digitale SMV:Omstilling er en hyldest til de små og mellemstore virksomheder, som for alvor har taget den digitale omstilling til sig. Finalefeltet udgøres af tre virksomheder, der alle har gennemgået en omfattende digital udvikling med inspirerende resultater til følge. Samtidig er der i udvælgelsen af finalisterne lagt vægt på virksomhedernes inddragelse af medarbejdere og deres udvikling i digitaliseringsprocessen.

Læs også: SMV: Vind guld i digital omstilling

Formand for SMV:Boardet Dorte Zacho Martinsen:

”Finalisterne til prisen for Årets digitale SMV:Omstilling er meget forskellige, men de er alle stærke foregangseksempler på, hvordan digitalisering kan skabe udvikling og vækst i en virksomhed, men også være med til at skabe bedre jobs. Samtidig viser deres digitaliseringsprojekter med tydelighed den øgede fleksibilitet som ny teknologi bidrager med i en tid, hvor markedssituationen kan ændre sig fra dag til dag. Ved at fremhæve og hylde de tre finalister håber vi, at de vil inspirere flere små og mellemstore virksomheder til at prøve kræfter med digitalisering.”

De tre finalevirksomheder har gennemført en række forskellige digitale omstillingsprojekter: Billig-Arbejdstøj.dk fra Midtjylland har implementeret et fuldautomatisk robotlager, mens Ebbes Kleinsmedie, som er placeret uden for Roskilde, har implementeret et nyt digitalt ordrestyringssystem samt en række digitale værktøjer i produktionen. The Survey Association fra København har digitaliseret deres forretningsmodel, som bl.a. betyder, at de nu kan besigtige beskadigede skibe gennem en digital platform fremfor at skulle rejse ud til det beskadigede skib.

Læs også: Inhouse kompetencer var nøglen til digital succes

Vinderen af Prisen for Årets Digitale SMV:Omstilling 2020 kåres af erhvervsminister Simon Kollerup i det nye år.

De tre nominerede

Billig-Arbejdstøj.dk

Billig-Arbejdstøj.dk er placeret i Midtjylland og sælger arbejds-, fritids- og sportstøj over egen webshop. Med implementeringen af et nyt højteknologisk robotlager har virksomheden øget lagerproduktiviteten med 275% samtidig med, at tilfredsheden er steget hos kunderne. 


Ebbes Kleinsmedie

Den anden finalist, Ebbes Kleinsmedie, er beliggende uden for Roskilde og producerer materialer til elevatorer. Virksomheden har gennemgået en større transformation fra at have haft mange manuelle processer, og gentagne indtastninger af de samme data, til nu at anvende et nyt digitalt ordresystem, hvormed data blot indtastes én gang og samles på hver enkelt ordre. Dette har frigjort væsentlig tid fra administrative opgaver samtidig med, at omsætningen er steget med 10%.


The Survey Association

The Survey Association, som er den tredje finalist, holder til i København og servicerer rederier og forsikringsselskaber ifm. skibsulykker. Efter et ejerskifte i 2017 har virksomheden digitaliseret sin forretningsmodel, hvormed virksomheden er gået fra at være tabsgivende til nu at være profitabel på blot tre år. Digitaliseringen er sket med implementering af to nye platforme, som bl.a. gør det muligt for besigtelsesfolk at inspicere skibe digitalt. Dette har skåret markant i virksomhedens CO2-aftryk og betydet, at de nu kan levere produktet hurtigere til kunden.

SMV:Boardet

SMV:Boardet er et rådgiverpanel, nedsat af Regeringen, der skal bidrage til at fremme digital omstilling og e-handel i små og mellemstore virksomheder. DI Handels branchedirektør Sidsel Dyrholm Holst er medlem. 

Styrk din faglige profil

Marketing, salg, e-business og kundeadfærd. Få unik viden og erfaringer gennem nyheder, analyser og events fra specialister, ligesindede handelsvirksomheder og DI Handel hver uge.

Ja tak, giv mig unik viden

Skrevet af:

Erhvervsministeriet

Relateret