Ifølge Danmarks Statistik har 89 pct. af den danske befolkning foretaget et køb via internettet indenfor det sidste år.

08.12.20 DI Handel Nyheder

Nye tal: Hvad køber de danske forbrugere online?

Danskerne har en høj digitaliseringsgrad, det er der ingen tvivl om, men hvilke produkter og tjenester er vi gode til at købe online? Og er der forskel i købsmønstrene fra ung til gammel? Nye 2020 tal fra Danmarks Statistik afslører dette.

Ifølge Danmarks Statistik har 89 pct. af den danske befolkning foretaget et køb via internettet indenfor det sidste år. Dette tal har været stødt stigende siden opgørelsens oprindelse i 2008, hvor det tilsvarende tal var på 59 pct.

Selv fra 2019 til 2020 har der været en stigning på hele 5 pct. pt., hvor corona uden tvivl har spillet en rolle. Ses danskernes digitaliseringsgrad i et EU-perspektiv, vil de danske forbrugere inden længe kunne kalde sig Europamestre. Det er nemlig kun i UK, at en højere andel af befolkningen har foretaget et køb via internettet indenfor de seneste 12 måneder.

Læs også: Hvad koster det at sælge via en online markedsplads?

Tøj og sko er danskernes favoritprodukter online

Tøj, sko, sportstøj, tasker og smykker er de produkter, der oftest bliver købt online i Danmark. 63 pct. af danskerne angiver, at de har foretaget et køb af dette indenfor de seneste tre måneder.

En ny højdespringer på listen over de mest shoppede produkter online er fastfood, som det seneste år fik pladsen, som det næst hyppigst købte produkt, da 49 pct. af befolkningen har købt fastfood indenfor de seneste tre måneder. I bunden ligger film og serier på DVD eller Blu-ray samt CD’er eller vinylplader med hhv. 8 og 4 pct.  

Over halvdelen af danskerne streamer film

Streamingtjenester, der udbyder film og musik, er nr. 1 på listen over de hyppigst købte digitale produkter. Hhv. 59 pct. og 43 pct. af befolkningen har foretaget et køb indenfor denne kategori de seneste tre måneder. Det er i høj grad også medvirkende til, at internetkøb af fysiske DVD’er, Blu-ray, CD’er og vinylplader ligger meget lavt.

47 pct. af befolkningen har købt billetter til biograf, koncert, teater eller oplevelser, og kategorien er dermed det næstmest købte digitale produkt i 2020.

Blot 12 pct. af danskerne har købt apps indenfor de seneste tre måneder. Billetter til sportsbegivenheder er der færrest af danskerne, der har købt (9 pct.).

Store forskelle i køb via internettet på tværs af aldersgrupper

Generelt foretager danskere i aldersgruppen 75+ færrest køb via internettet, dog med undtagelse af medicin. Her har hele 35 pct. for aldersgruppen svaret, at de indenfor de seneste tre måneder har købt medicin eller kosttilskud via internettet. Til sammenligning er det kun 12 pct. af aldersgruppen 16-19 år og 26 pct. af hele befolkningen, som har foretaget køb af medicin via internettet indenfor de seneste tre måneder.

De unge, i aldersgruppen 16-19 år, er dem der hyppigst køber tøj, sko, sportstøj, tasker eller smykker via internettet, med hele 81 pct., der har foretaget et køb af denne vare indenfor de seneste tre måneder. Til sammenligning er der kun 33 pct. af dem i aldersgruppen 75+, der har købt denne vare indenfor de seneste tre måneder. Gennemsnittet i hele befolkningen er på 63 pct.

Et andet sted, hvor der er store forskelle på tværs af aldersgrupperne, er når der ses på køb af streamingtjenester. Her er det igen de unge, der med 64 pct., er dem der i højest grad foretager køb. I den anden ende af skalaen er de ældre på 75+, hvor blot 4 pct. har svaret, at de har købt en streamingtjeneste indenfor de seneste tre måneder.

Læs også: Amazon som eksportkanal: En sælgers historie

Vil du vide mere?

I vores digitale markedsfokus har du mulighed for at sammenligne forbrugernes køb af varer, hyppighed af køb, aldersgrupper, samt en række andre parametre på tværs af 29 forskellige lande i Europa.

Er du medlem af DI Handel, kan du downloade samtlige markedsfokus her: Digitalt markedsfokus

Styrk din faglige profil

E-handel, marketing, B2B salg og kundeoplevelser. Få unik viden og erfaringer gennem nyheder, analyser og events fra specialister, ligesindede handelsvirksomheder og DI Handel hver uge.

Ja tak, giv mig unik viden

Relateret indhold