De nye tal viser, at over halvdelen af danskerne shoppede til Black Friday. Især de unge ml. 18-29 år var købelystne.

09.12.20 DI Handel Nyheder

Op mod 80 pct. af Black Friday-shopperne købte online

Ny undersøgelse fra DI Handel viser, at helt op mod 80 pct. af Black Friday-shopperne handlede i en webshop. Forbrugerne brugte i gennemsnit 2.491 kr., hvilket var 30 pct. over det forventede købsbudget.

Black Friday blev i år til Black Week med tilbud i hele forrige uge. Dette bekræftede både DanDomain, PostNord og Nets, der tilsammen tegner billedet af det danske e-handelsmarked, i sidste uge. Nye tal fra DI Handel viser nu, hvad danskerne har købt, hvor mange penge de har brugt, og hvor købene blev foretaget. I samarbejde med Wilke A/S har DI Handel spurgt et repræsentativt udsnit af danskerne om netop disse forhold.

Læs også: Nye tal: Hvad køber de danske forbrugere online?

Danskerne shoppede i stor stil online

De nye tal viser, at over halvdelen af danskerne shoppede til Black Friday. Især de unge ml. 18-29 år var købelystne. Hele 79 pct. i denne aldersgruppe har shoppet til Black Friday. Regionsmæssigt topper Region Midtjylland med 59 pct. Black Friday-shoppere.

Helt op mod 80 pct. af Black Friday-shopperne handlede i en webshop. 61 pct. foretog primært deres indkøb online, 19 pct. foretog både indkøb online og i butikker, mens blot knap 20 pct. primært handlede i butikker.

- Det er markant i hvor høj grad danskerne har taget onlinehandel til sig, og vi kan se, at coronarestriktionerne har sat ekstra skub i websalget. Vores tal understreger derfor endnu engang, at det er vigtigt, at de danske virksomheder favner de digitale salgsmuligheder, for det har stor betydning for virksomhedernes konkurrencekraft. At kunne møde sine kunder på mange forskellige kanaler er ekstremt vigtigt, i den verden vi lever i, siger branchedirektør i DI Handel Sidsel Dyrholm Holm.

- Rigtig mange virksomheder er heldigvis allerede godt i gang med at udvikle og styrke deres digitale salg, men vi skal have flere med. Derfor efterlyser vi fra DIs side, at der bliver afsat flere midler til erhvervsfremmeprogrammet SMV:Digital, hvor virksomhederne kan søge om midler til at styrke deres e-handel og e-eksport.

Hun understreger dog, at det er vigtigt, at vi også får kunderne tilbage i butikkerne:

- For flere detailvirksomheder kan det digitale salg ikke stå alene, og salget fra fysiske butikker er stadig en vital del af deres forretning. Det er derfor vigtigt, at restriktionerne i detailhandlen reduceres, så snart smittetallene går den rigtige vej igen. Særligt kravet om brug af mundbind, har betydet at mange butikker har oplevet en markant nedgang i kundestrømmen.

Læs også: Danskerne bruger færre penge i udenlandske netbutikker

Der blev brugt mange flere penge end forventet

Undersøgelsen viser, at Black Friday-shopperne i snit brugte 2.491 kr. svarende til 30 pct. mere end det forventede beløb inden Black Friday startede (1.912 kr.).

- Det er virkelig positivt, at danskerne har brugt flere penge end forventet på Black Friday trods Corona. Det er vigtigt for den danske økonomi, beskæftigelse og dansk detailhandel, siger branchedirektør i DI Handel Sidsel Dyrholm Holst.

Især mændene shoppede igennem. De brugte i gennemsnit 3.076 kr., mens kvinderne i snit blot brugte 1.986 kr, hhv. 41 og 21 pct. over deres forventede købsbudget. Går man dybere ned i demografien, kan vi i de nye tal se, at specielt de unge ml. 18-29 år og danskere bosiddende i Region Sjælland købte mere end beregnet med et forbrug på hhv. 69 pct. og knap 65 pct. over forventet.

Julehandlen er dermed virkelig sparket i gang. 54 pct. af Black Friday-shopperne har nemlig tænkt deres køb som gave til andre.

Læs også: Ny undersøgelse: Fuld tryk på Black Friday trods Corona

Hvad købte danskerne på Black Friday?

  1. 45 pct. købte tøj, sko og tilbehør (inkl. sportstøj, tasker, kufferter)
  2. 29 pct. købte elektronik og el-udstyr (TV, radio, køkkenmaskiner, el-tandbørste, etc.)
  3. 24 pct. købte personlig pleje (Kosmetik, creme, parfume, shampoo og lign.)   
  4. 21 pct. købte legetøj og babyudstyr
  5. 21 pct. købte bolig- og køkkenudstyr

Styrk din faglige profil

E-handel, marketing, B2B salg og kundeoplevelser. Få unik viden og erfaringer gennem nyheder, analyser og events fra specialister, ligesindede handelsvirksomheder og DI Handel hver uge.

Ja tak, giv mig unik viden

Relateret