Statens økonomistyrelse slår nu fast, at der skal betales rettidigt og gerne før for private virksomheders levering af varer og tjenesteydelser.

20.03.20 DI Handel Nyheder

Økonomistyrelsen om Corona: Staten kan ikke påberåbe sig force majeure

Force majeure: Statens økonomistyrelse slår nu fast, at der skal betales rettidigt og gerne før for private virksomheders levering af varer og tjenesteydelser.

Hvad sker der med betalingen for de varer og tjenester, som private virksomheder i denne tid leverer til det offentlige? Betyder corona og indsatsen for at begrænse smittefaren, at ordrer kan aflyses kvit og frit for de offentlige ordregivere?

Nej, lyder den klare melding fra Økonomistyrelsen, der hører under Finansministeriet. Corona og følgerne heraf er ikke en gyldig grund til at annullere ordrer og undlade betaling af sine leverandører.

”Der vurderes generelt ikke at foreligge en situation, hvor staten kan påberåbe sig force majeure. Statens forpligtelse er ved de fleste indkøb hovedsageligt at betale for varer og tjenesteydelser. Dette er staten ikke forhindret i som følge af beslutningen om, at medarbejdere i staten skal arbejde hjemmefra. Dette vurderes også at gælde det offentlige i øvrigt”, skriver Økonomistyrelsen på sin hjemmeside.

4 ud af 10 har oplevet annullering af ordre

Udmeldingerne fra Økonomistyrelsen kommer på et afgørende tidspunkt. Ifølge en ny rundspørge til DI's medlemsvirksomheder med offentlige kunder har 42 procent oplevet, at offentlige kunder har annulleret eller udskudt ordrer eller leverancer helt eller delvist med henvisning til coronakrisen. Samtidig er antallet af henvendelser til DI’s juravagt steget vedrørende force majeure fra næsten ingenting til cirka 90 ugentlige henvendelser. 

I DI modtages udmeldingerne fra Økonomistyrelsen positivt.

”Det er en ekstremt vigtigt udtalelse. Mange virksomheder bokser i disse dage med netop overvejelser om, hvorvidt deres kunder i den offentlige sektor kan påberåbe sig force majeure for at komme ud af kontrakter. Meddelelsen fra Økonomistyrelsen er meget kærkommen”, siger Jakob Scharff, branchedirektør, DI.

Økonomistyrelsen opfordrer til, at fakturaer, der er godkendt, bliver betalt straks, og at almindelige leverandørfakturaer bliver fremrykket.

Offentlige ordregivere kan dog stadig udskyde og annullere ordre inden for de vilkår, som deres kontrakt med virksomheder fastlægger.

Læs DI’s råd angående kontrakter mellem virksomheder og offentlige kunder her.

Om der foreligger en force majeure-situation skal afgøres fra sag til sag. Læs mere om, hvad der har betydning her.

Har du spørgsmål til din kontrakt?

Er du som DI-medlem i tvivl om, hvordan du skal forholde dig vedrørende force majeure, er du velkommen til at kontakte chefjurist Henrik Schultz på telefon +45 2949 4411 og mail hsz@di.dk.

Se også DI’s temaside om corona/COVID-19.

 

Hold dig opdateret

Modtag DI Handels nyhedsbrev og få relevante nyheder, analyser og events inden for salg, marketing, kundeservice og e-handel direkte i din mailboks hver uge.

Tilmeld dig nyhedsbrevet her

Relateret