Coronakrisen vil medføre, at mange brancher og markeder vil være fundamentalt ændret efter krisen, og en langt større del af salget vil foregå digitalt herunder på online platforme.

31.03.20 DI Handel Nyheder

Sådan overlevede de kinesiske virksomheder corona

Corona ramte Kina i starten af januar og forandrede stort set alle brancher. Særligt salget forandrede sig. De kinesiske virksomheder er ca. ti uger foran os i Danmark, og der er derfor meget læring at hente i de kinesiske virksomheders håndtering af salget under krisen. Læs hvad her.

Coronakrisen vil medføre, at mange brancher og markeder vil være fundamentalt ændret efter krisen, og en langt større del af salget vil foregå digitalt herunder på online platforme. Men hvad kan de danske virksomheder lære af de kinesiske virksomheders håndtering af salget under corona? Vi har samlet tre gode råd nederst i artiklen.

Vækst i e-handel efter epidemi er set før

Da SARS-virussen florerede i 2003 resulterede det i, at den kinesiske online platform Alibaba blev stor, fordi der var et enormt behov for e-commerce.

Vi kan meget vel komme til at se det samme scenarie efter corona. Forbrugerne vil handle meget mere online både inden for detail og fødevarer. Det er ikke kun forbrugere, der vil handle mere på nettet, også B2B-virksomheder forventes at ville handle mere på nettet.

I Kina har man oplevet vækst i online e-handel under corona. Mange kinesiske virksomheder har omdannet hele deres salgsstyrke til en online salgsstyrke. Det har skabt store kundegrupper online, og fx er mange kinesiske sælgere begyndt at bruge den populære kinesiske messaging-app, WeChat, til at kommunikere online med kunderne.

Selv de kinesiske virksomheder, der inden coronakrisen ikke har haft de store online salgskanaler, bruger nu e-handel som strategi til at håndtere den nye markedssituation og tiden efter krisen.

Læs også: Hold salgshjulene i gang under corona

Tre gode råd

De kinesiske virksomheder, der klarede sig bedst under coronakrisen, var virksomheder med en klar digital forretningsmodel og hurtig omstillingsparathed. Vi har samlet tre gode råd til danske virksomheder her.

1. Planlæg medarbejdernes tilbagevenden: Lav en strategi for, hvordan du bedst får dine medarbejdere tilbage på arbejdet. Skal de arbejde forskudt? Skal de arbejde mere hjemmefra? Skal flere møder foregå online? Hvor er det mest effektivt, at salgsstyrken er placeret? 

2. Håndter salget: Definer hvordan virksomheden skal håndtere salget. Tænk i online salgskanaler, kommuniker med kunderne online, tag imod ordrer online og måske på nye salgskanaler end I er vant til. Kan hele salgsstyrken omdannes til en online salgsstyrke? Hvordan håndterer du den nye markedssituation? Lav en strategi for, hvordan virksomheden kommer tilbage efter krisen, og hvad I gør i tiden efter krisen.

3. Vær kreativ: For at komme godt ud på den anden side af coronakrisen kræver det, at du udvikler og optimerer din forretningsmodel. Vær proaktiv, tænk kreativt og gå aggressivt til værks på toplinjen og i forhold til salget. Hvordan kan du sælge anderledes under og efter corona, og hvilke nye tiltag kan du tage i brug?

Læs også: 4 gode råd til SMV’er ramt af coronakrisen

Vil du vide mere?

Børsens chefredaktør Niels Lunde har berørt emnet i sin ugentlige podcast med episoden ”Det lærte de i Kina”. Hør podcastepisoden her.

Hold dig opdateret

Modtag DI Handels nyhedsbrev og få relevante nyheder, analyser og events inden for salg, marketing, kundeservice og e-handel direkte i din mailboks hver uge.

Tilmeld dig nyhedsbrevet her

Relateret